2013
Referat af Generalforsamling i fodboldafdelingen lørdag den 6. april 2013 kl. 12 i klubhuset
Formand Kaj Flyger bød alle 12 fremmødte velkommen til årets generalforsamling og traditionen tro blev Henning ”Nuller” Andersen valgt til at lede som dirigent.
Formand Kaj Flyger aflagde sin udførlige beretning, der blandt andet handlede om den historiske oprykning til sjællandsserien, men den handlede også om den mangel på ledere, der er i øjeblikket til de mange opgaver, ikke mindst i ungdomsafdelingen.
Bestyrelsen har udarbejdet en ny organisationsplan, hvor alle opgaver, store som små, er beskrevet, i håbet om, at det kan hjælpe til at rekruttere nye ledere. Man tror på bedre rekrutterings-chancer, hvis opgaverne er beskrevet detaljeret, så de frivillige ved, hvad de går ind til.
Kasserer Ejgild Larsen aflagde regnskabet, der udviste et underskud på ca. 20.000 kroner. Egenkapitalen er på ca. 106.000 kroner, og den vil afdelingen forsøge at øge i de kommende år.
Under valg var der lutter genvalg, til formand Kaj Flyger, sekretær Peter Clausen samt Lars Vindahl Andersen, Carsten Nielsen og Malene Rosenquist. Eneste medlem der ikke var på valg var kasserer Ejgild Larsen.
Efter diverse kommentarer og hyggelig snak kunne dirigenten afslutte generalforsamlingen, der varede en time.
Formand Kaj Flygers beretning
Dagen i dag burde være en festdag – og det er den også mange måder. Sportsligt må man vel sige, at vi aldrig har klaret os bedre, som jeg vil vende tilbage til lidt senere. Vi har en mere end velfungerende seniorafdeling og har aldrig haft så mange spillere til træning – vores ungdomsafdeling er stadig kørende – om end det er her, vi har nogle af vores største udfordringer, hvilket jeg vender tilbage til.
Fodboldåret i 2012 i Hornbæk IF Fodbold vil blive husket for en bestemt ting: Det var 1. gang at vores bedste seniorhold spillede i Sjællandsserien. Der er kun ros at sige alle omkring holdet såvel træner teamet Steen Egesø, Michael Skjoldlund og Frederik Machholdt og holdleder Henning Jørgensen. Men det er spillerne, som i sidste ende skal kæmpe, fighte og imponere på banen. Det er fantastisk og vi er alle så stolte. Også ud fra det faktum at holdet for størstedelen består af spiller, som har spillet i Hornbæk i flere år. Efteråret blev en hård start i Sjællandserien, dog med sejre, men sluttede med at 1.-holdet ligger i den tunge ende og det bliver spændende at følge holdet i forårets kampe.
Vi fik også spillet stærkt på 2.-holdet, som efter at have spillet i serie 4, endte i den bedste halvdel og skal spille om oprykning til serie 3 i foråret. En af de vigtigste mål vi har er, at være en breddeklub og det var en stor glæde at vi fik et 3.-hold i seniorafdelingen. Det er mange år siden, men en stor glæde. En af årsagerne til at det kunne lade sig gøre var at vi rykkede U19 spillere op og spillede senior. Det var en kæmpe indsats de gjorde på 2. og 3.-holdet og et udtryk for at vi i fremtiden også har forventning om en brede i seniorafdelingen.
3.-holdet fik vi startet op igen. Det var for at have et tilbud til alle spillere i ungsenior/seniorgruppen. Holdet bestod af både unge og gamle og det sociale var i top. Holdet fik spillet 8 ud af 10 kampe og formåede at vinde en kamp - mod Hellebæk. Det social er i top og der er plads til alle.
For U19 blev det en sæson hvor de endte mit i rækken efter flere spændende kampe. Vi venter os meget af de kommende senior-spiller og der er da også en god bred trup med talenter vi sikkert vil se mere til de kommende år.
For Oldboys og Veteran, drejer det sig om det social. Oldboys røg ned i række 3, men efteråret har vist at en oprykning til række 2 igen absolut er en mulighed. Flere nye "gamle" spillere er kommet til og generelt er der mange gode timer på græsset for spillerne. Veteraner er igang med et generationsskifte og vi håber at der er flere der vil få lyst til at komme ud og rører benene. Vores Veteraner har en venskabsklub på Ærø og de skulle have besøgt os i sommers, men desværre var kalenderen for travl, så det blev ikke til noget i denne omgang. I 2013 vil vi forhåbentlig kunne mødes enten i Hornbæk eller på Ærø.
Efter sæsonen har vi måtte sige farvel til 1.-holdets assistenttræner Michael Skjoldlund. Vi har været meget glade for at kunne trække på Michaels fodbold viden. Tak til Michael for hans indsats.
Vi har også sagt farvel til 2.-holdets træner Nicolai Roesgaard. Nicolai har gjort et stort arbejde og vi vil fortsætte med at bygge videre på det. Tak til Nicolai.
Sidst vil vi takke Mikkel Roesgaard - Nicolais storebror - for hans arbejde med U17 og U19. Mikkel har trænede drengene i flere sæsoner og flere af dem er bærende kræfter nu på U19 og vil have gode muligheder på seniorholdene. Tak til Mikkel for et stort arbejde og vi ved at Mikkel stadig vil spille på i hvert fald Oldboys.
Generelt må vi sige at vores klub har en god udvikling i ungsenior/senior gruppen. Vi har en stærk top med et hold i Sjællandserien - første gang i klubbens historie og vi har fået brede med et 3.-hold og en bred U19-trup. For Hornbæk IF Fodbold er det vigtigt med en brede og vi vil satse på fortsat at have et attraktivt tilbud på alle niveauer. Det er en glæde at se at vi kan tiltrække nye spillere til alle holdene og alle er velkomne. Så der skal også lyde en "velkomst" til dem som kom i 2013 og gav den "gas" på vores hold.
En anden afsindig positiv ting som er hændt for os i 2012, er at vi er kommet i besiddelse i måske en af landets bedste kunststoffodboldbaner. Jeg tror ikke nogen i fodboldafdelingen har ord til at beskrive denne ”julegave. Tak til alle, som har bidraget i forbindelse med dette projekt.
Efterårets udfordringer med baner blev igen løst med stor fleksibilitet fra alle hold. Nu da kunstbanen er en realitet, kan der med glæde fortælles at samarbejdet med de omkringliggende klubber, og igen i særdeleshed Hellebæk, omkring fordeling af tider og træningskampe har været en fornøjelse. Selvfølgelig vil vi alle godt have mere tid på banen, men jeg tror nu alligevel, at vi alle i bund og grund kan være godt tilfredse.
Fremadnord fungere stadig upåklageligt, og det er modsat mange andre pigeklubber, lykkedes os at fastholde vores piger, og i flere årgange opnås tilgang. I uge 42 var 36 piger fra U14-U16 truppen i Barcelona, og havde stor sportslig succes, hvor både guld, sølv og fairplaypris blev hevet med hjem.
Trods den manglende haltid har specielt pigefodbolden, sat Hornbæk og Fremadnord på landkortet. Både Hornbæks U9 piger, og Fremadnords U15 og U11 kvalificerede sig til Landsmesterskaberne, og havde fantastiske ture med landets bedste hold.
Mens samarbejdet med Hellebæk på pigesiden er en succes har det været sværere at integrere drengene. Vores 98ere trak i efteråret retur i Hornbæk trøjen, da drengene simpelthen ønskede at blive i Hornbæk. Vi har dog stadig et FC Nord årgang 98 hold, men tanken er stadig at vi på sigt trækker os fra samarbejdet på drenge siden. Dels vil vi her gerne have vores egne årgang, og dels har flere drenge givet udtryk for at de ønsker at gå tilbage til de tidligere hold.
Vores yngste årgange blomstrer og der har gennem vinteren været en del træning og hjemmelavede stævner på tværs af køn og årgange. Flere har givet udtryk for at de ønsker træningstid og plads i nærheden af bestemte hold, således at de kan fortsætte det gode samarbejde, der alt sammen er med til at skabe den klubånd der hersker i Hornbæk.
Til Hornbæk cup deltog hele 76 hold i år, hvilket er en tilgang i tilmeldingerne. Rundt om til andre stævner meldes ellers om betydelig nedgang i deltagere, netop grundet de mange kunstbaner. Flere hold uden for kommunens grænser end tidligere havde fundet vejen til vores efterhånden eftertragtede stævne og igen var det på pigesiden antallet af tilmeldte eksploderede. Den store tilgang netop her kan nok tilskrives den populære driblekonkurrence der er kørt ind, samt den professionelle tilgang til stævnet der er ved tilmelding og sekretariat. En spækket tombola til sådan et arrangement, kan kun opstå ved hårdt arbejde og hjælpsomme sponsorer, ligesom køkkenet kun kan fungere, hvis der afsættes tid til det. I den anledning, skal lyde en speciel tak til Annette Kert, Betina Schuldt, Jonathan Rantzau og alle sponsorerne.
Til vores fælles klubtur til Lions cup i pinsen deltog 6 hold. Trods det at turen har det sociale i højsædet, blev det sportslige bestemt ikke glemt. Begge vores drengehold røg ubarmhjertigt ud på straffesparkskonkurrencer i semifinalen, mens vores 4 Fremadnord hold tog 3 guldpokaler og en sølv.
Lad mig skifte spor fra alt det positive som er hændt os i 2012, til det – ikke negative – men der hvor vi har ”challenge” for at sige det på godt dansk.
Det har i år været en kæmpe udfordring, at finde tid til at træne indendørs fodbold i vores dejlige hal. Vi flytter os naturligvis gerne for julemand og kræmmermarked og andre aktiviteter, men der har desværre været den tendens at man ikke skønner fodbold er en indendørs sportsgren, samtidig med at man (grundet pladsmangel), ikke har banekapacitet på kommunens baner til børn fra årgang 02 og yngre. Det gør at vi har 122 fodboldbørn i klemme indendørs, og vi håber selvfølgelig at det bliver bedre fremadrettet. Men måske kunne vi sende dem til spejder eller badminton om vinteren.
Vi har en opbakning fra byen, de erhvervsdrivende, klubben, tilskuere til vores kampe, såvel på senior- som ungdomsniveau. Når det ser allermest sort ud, træder gamle kæmper til – som John Larsen, Henrik Blom og Steen Poulsen i forbindelse med vores manglende sponsorudvalg, godt nok for et år – men for f…… hvor var det vigtigt, at I hjalp os med vores sponsorindtægter. Uden penge kan vi ikke drive klubben. Vi har fået en gave i at have Ejgild med på holdet som kasser. Han er ekstrem dedikeret – og har virkelig sat økonomien på dagsordenen, når vi afholder vores bestyrelsesmøder. På mange måder ser det fint ud, udad til, men tro mig det er benhårdt arbejde at få økonomien til at slå til. Hed jeg Helle Thorning – kunne jeg vel kalde Ejgild for Bjarne Corydon, i bund og grund er det Ejgild som sidder i maskinrummet og styre. Hver en krone vendes – og der skal argumenteres for hvorfor vi gør det og det. Ingen beslutninger tages uden de har været vendt 360 grader. Det kan virke tungt, men det er nødvendigt, når vi også er en del af en lokal finanskrise. I bestyrelsen har vi også Corydons departements chef David Hellemann i skikkelse af Marlene. David/Marlene er en uvurderlig støtte til Ejgild i hans arbejde som finansminister for vores lille regering. Hun støtter, supporter, udfordre og meget mere. Marlene er også en meget vigtig spiller i at holde denne regering på sporet.
Uden jeg ønsker at sammenligne os med vores nuværende regering, så er det maskinrum alt afgørende for fodboldklubbens fremtid. Med i maskinrummet sidder også Carsten Nielsen – skal vi kalde ham Henrik Sass – Henrik Sass støber kuglerne – og så har vi i særdeleshed Carlo, som jeg vil sammenligne med Margrete Vestager, hende/ham som har den reelle magt. Margrete – lad os for nemheds skyld kalde hende for Carlo (ligger bedre i munden) – er med i alt. Han er dedikeret som få, for at få dette fodbold projekt til at lykkes. Han er med i alt – iværksætteren men også ham der får ideerne ført ud i livet. Carlo – er mr. Hornbæk, jeg ville simpelthen ikke vide, hvad vi skulle gøre uden ham – og det er præcis vores ømme akilleshæl – som jeg er ved at bygge op til.
Inden da har vi Morten Bødsgård i skikkelse af Peter Clausen. Peter er også en nøgleperson i vores lille regering. Han er mere end i kontrol med regler, love – også er han også en arbejdshest udover det normale.
Hvad med mig selv – jeg var lidt i tvivl om jeg var Holger K eller Helle Thorning. Jeg valgte Helle da det er mange år siden jeg var skolelærer – fordi jeg ikke ønsker at være på et tabende hold. Ja og jeg kan ligeså godt sige det selv, at jeg ikke er i nærheden af se ligeså godt ud – men sammenligningen udelukkende fordi jeg er intet værd uden min regering. Jeg kan stille mig op på ølkassen – men det er min regering som skal klæde mig på. Og det gør den så sandelig.
Endelig må vi ikke glemme klubbens darling, nemlig Johanne Smidt – og hvem er det så. Selvfølgelig er det Jeanett Rantzau – som konstant stiller konstruktive spørgsmål til os – også engang i mellem er ganske vred på os – men som også konstant er med til at redde os på målstregen med ændringsforslag – eller reelt benarbejde. Uden hende levede denne ”regering” ikke.
Se dette var en lille metafor om arbejdet i vores klub – men der er en direkte sammenlignelig med dette lands største udfordringer – manglende arbejdspladser.
Vi er på forkant i forhold til regeringen – vi har nemlig arbejdet til – må jeg kalde det ”folket”, men vi har ikke noget folk bag os mere. I de glade 00’ere, brystede vi os over at have en fantastiks organisation bag os – mange folk om at dele arbejdet - og vi som regering, skulle bare sidde og vedligeholde – det var vi ikke dygtige nok til, derfor er vi i den situation, som er direkte sammenlignelig med den krise regering er i – bare med omvendt fortegn. Vi har så meget arbejde at gøre i klubben, så mange ledige stillinger, men ingen som ønsker at tage dem. Vi har forsøgt rigtig meget – og med fare for at dømme folk over i Robert kategorien – en parallel, som jeg på ingen måde ønsker at drage, så har vi kæmpe udfordringer med at rekruttere frivillige ledere og trænere. Et eksempel er Margrete – undskyld Carlo, som er med i alt pt. fordi han vil denne klub mere end nogen anden. Finder vi ikke en løsning på dette – så tror jeg desværre ikke Carlo genopstiller til bestyrelsen næste år. Slidt ned til sokkeholderne – som så mange andre før.
Vi har brug for at Mette Frederiksens initiativer også kommer til at hjælpe os, både indirekte – men rent faktisk også i overført betydning. Hvorfor kan vi ikke få nogen kontanthjælpsmodtagere til at arbejde for den frivillige idræt – måske noget jeg bør skubbe opad i mod Hovedforeningen. Vi har i fodboldklubben forsøgt at komme igennem det politiske system med forslag a la ovenstående – men ”so far” forgæves.
Før sagde jeg, at vi ikke var dygtige nok til at fastholde vores organisation i 00’erne. Jeg ønsker ikke at skyde på den tidligere regering – som de fleste i nuværende regering – også var en del af. Måske er udfordringen en hel anden!!!!!
Måske har folk ikke det samme overskud mere – grundet arbejde – grundet mange andre aktiviteter. Vi lever i en generation, som på mange måder har ændret sig henover de sidste år tier. Folk er meget mere fokuseret på deres egen familie, deres egen karriere, deres egne børn hjemme i familien, at der ikke er samme overskud mere til at yde til fællesskabet. Når vi støder ind i dedikerede mennesker som Jeanett med hendes kæmpe arbejde for ungdommen – når man møder en forældre gruppe, som vi gør med 05erne, hvor gamle fodboldkæmper som Sachse og Storminger deler tjansen i forhold til en årgang – ja så er det et lykketræf for klubber som os.
Jeg tror ikke jeg kan sige det mere klart, vi er i den grad i KRISE med hensyn til at rekruttere frivillige ledere til denne afdeling af Hovedforeningen.
Hvad har vi selv gjort?
Vi har afholdt interne workshops med dette ene tema på dagsordenen. Vi har brugt hvilken som helst situation til at rekruttere via vores sociale netværk – vi har prøvet at rekruttere venner, naboer, i Brugsen og på Shell - vi har udarbejdet arbejdsbeskrivelser til de job vi har – lægger på bordet – for at kunne præcisere præcis hvad vi ønsker af den enkelte – og ikke mindst for at afgrænse arbejdet. Vi har store jobs men også en masse små afgrænsede job – i korte perioder på et år.
Som jeg nævnte i starten af min beretning, stod vi i slutningen af 2012 uden noget sponsorudvalg – dem som skal hjælpe os med at skaffe penge til driften af klubben – fik vi ikke en kontakt til vores velvillige sponsorer i området, så kunne vi ligeså godt lukke og slukke. Heldigvis trådte de førnævnte til og redde os på kanten af klippen – vi hang kun fast med det yderste af vores negle.
I den forbindelse vil jeg gerne takke vores sponsorer for den uvurderlige støtte I yder os. Uden jer havde vi ikke kittet der holder vores hus sammen, at vi så også mangler nogen mursten, det må vi løse på anden vis. Derfor tillader jeg mig også at sige til alle jer, at I bør støtte de forretninger, som støtter klubben. Jeg ved godt jeg taler både som fodboldformand og medindehaver af Shell. Men har de ikke overskud, så er det første – og enkleste sted at spare – nemlig på udgifterne til at støtte lokal idrætten.
Jeg ved det har været en megen negativ beretning men ikke desto mindre vigtig. Fodboldafdelingen er i krise – og som formand er jeg nødt til at sige frem på en dag som denne.
En anden challenge som vi vil debattere i vores afdeling – og som jeg også synes at Hovedforeningen bør debattere – er regeringens nye skolepolitik – og ikke mindst Antorinnis tanker om en mere eller mindre heldagsskole. Måske har vi ikke noget problem med frivillige trænere og ledere, hvis ikke vores børn har overskud/tid til at gå til frivillig idræt i foreningerne. Jeg ved i hvert fald SBU er bekymret for dette – og jeg er blevet bedt om at svare på vores holdning til ovenstående i diverse undersøgelser. Det er svært at sige noget om, men ikke desto mindre synes jeg som Hornbæk IF som klub bør være opmærksom på et muligt problem.
Endnu engang vil jeg takke alle de interessenter som støtter os, frivillige trænere og ledere, sponsorerne, FV, værterne her i Cafeen, Hovedbetsyrelsen.
Endnu en gang skal der lyde en speciel tak til Jeanett Rantzau. Jeanett er en uvurderlig arbejdskræft for denne forening. Jeanett går stille rundt i kulisserne, men hun er så sandelig aktiv for fodboldklubben, så jeg heller ikke tør tænke på at vi en dag skulle væreforuden.
Tak til de fremmødte med håb om et godt 2013.
Kaj Flyger