Menu

Vigtigt point til Hornbæk

image Mikael Juellund Sørensen og resten af Hornbæks tophold i serie 3 spillede uafgjort 1-1 mod Lundtofte. Foto: Susanne Prahl.
Peter Clausen
17. maj 2019 kl. 18:56
Hornbæk spillede uafgjort 1-1 i topkampen mod Lundtofte.
Hornbæks tophold i serie 3 har fortsat ikke tabt en kamp siden 20. september, da Lundtofte vandt med 2-0 i Hornbæk.
Da de to hold mødtes igen lørdag eftermiddag i Lundtofte sluttede opgøret uafgjort 1-1, og det kunne hjemmeholdet være mest tilfreds med. For denne gang var det Hornbæk der var toneangivende i det meste af kampen, og det var også gæsterne, der tilspillede sig de fleste og de største chancer.

I de første 45 minutter blev det ved "lige ved og næsten" for begge mandskaber på en flot bane i Lundtofte.

Mikael Juellund Sørensen ramte den ene målstolpe efter en solotur, og der var også gode chancer til både Michael Jørgensen og Nicolai Stevns. Topscorer Malthe Prahl blev fældet på kanten af straffesparkfeltet i et godt gennembrud, og det kostede hjemmeholdet et gult kort.

Nicolai Stevns havde den første chance i starten af anden halvleg, og Mikael Juellund var ligeledes tæt på med et følt skud, der gik lige forbi mål. Men stik imod spil og chancer var det Lundtofte, der bragte sig i front på en lidt tilfældig løs chance.

Hornbæk, der ikke har været bagud mange gange i denne sæson, kæmpede ufortrødent videre, og den fortjente udligning kom med ti minutter igen. Mikael Juellund Sørensen stod bag et godt indlæg fra højre, som skabte uro foran hjemmeholdets mål. Topscorer Malthe Prahl fangede en returbold, som blev sendt i mål til en fortjent udligning.
I slutfasen var der chancer til et sejrsmål, men det blev ved 1-1, og det uafgjorte resultat var ikke en katastrofe for Hornbæk.
Med fem runder igen har Hornbæk 44 point på førstepladsen, fem mere end Lundtofte og syv point mere end Brede på tredjepladsen.

Lundtofte og Brede mødes på lørdag, hvor Hornbæk ikke skal i aktion. Hjemmekampen mod AC Hillerød er nemlig udsat til 11. juni.

Det skyldes, at Hornbæk skal spille pokalfinale i Seriepokalen mod Ballerup Boldklub på mandag, den 20. maj. Kampen spilles kl. 17.00 i Brøndby, og Fodboldens Venner arrangerer bustur til Brøndby. Det lidt specielle spilletidspunkt skyldes, at pokalfinalen afvikles i forbindelse med Brøndbys superligakamp mod FC Midtjylland, der spilles kl. 19.00.
Luk