Uden sejr i tre kampe
Førsteholdet i serie 2 er uden sejr i de seneste tre kampe efter lørdagens 4-0 nederlag i Ølstykke.
Denne spændende forårssæson har således udviklet sig på en lidt trist facon for førsteholdet, der ellers indledte foråret med 10 af 12 mulige point i de første fire kampe. 15 scoringer blev det til i de første fire kamp, men siden er det kun lykkes at få bolden i nettet en enkelt gang.
At det kneb offensivt lørdag eftermiddag var blandt andet fordi både Martin Junior og Casper Porsgaard sad over, og når så vi samtidig var lidt i gavehumør, skulle det gå galt mod et godt kæmpende Ølstykke-mandskab.
De to scoringer i første halvleg skyldtes begge personlige fejl, mens der efter pausen blev satset på forskellig vis for at komme tilbage i kampen. Derfor var de to scoringer efter pausen naturlige konsekvenser af dette.
- Spillemæssigt lykkedes vores gameplan fint, men de personlige fejl samt den noget tamme offensiv på den sidste tredjedel af banen var de afgørende faktorer, lød det fra træner Richard Lilja.
I det sidste kvarter forsøgte man sig med Daniel Ruberg i front, mens Mikkel Silldorff overtog målmandstrøjen. Begge gjorde det ganske fint i de nye roller. Silldorff måtte dog kapitulere i kampens overtid, da hjemmeholdet udnyttede et straffespark.
- Der er mange om buddet i toppen, og umiddelbart er løbet nok kørt, men vi kæmper videre og vil selvfølgelig forsøge at hente 12 point i de sidste fire kampe. Så må vi se hvor langt det rækker, siger Richard Lilja.
Næste opgave er hjemmekampen mod AC Hillerød på lørdag kl. 14.00.
Ølstykke - Hornbæk 4-0 (2-0)
1-0 Nicklas Villadsen (5)
2-0 Nicklas Villadsen (27)
3-0 Daniel Therkildsen (52)
4-0 Matthias Pointinger, str. (90)
Advarsel: Mikkel P., HIF (69), Thomas Amby, ØFC (90).