Uafgjort mod Brede
Årets Spiller, Viktor Drachmann, har her bragt Hornbæk foran 2-1 mod Brede. Foto: Susanne Prahl
Hornbæk afsluttede sæsonen i serie 2 med uafgjort 2-2 mod Brede.
Hornbæks sidste serie 2 kamp i denne omgang endte uafgjort 2-2, da Brede gæstede Hornbæk lørdag eftermiddag.
Hjemmeholdet fik en ønskestart med scoring efter blot to minutter og 40 sekunders spil, da Mikkel Petersen scorede efter et hjørnespark fra Casper Porsgaard.
Ti minutter efter pausen udlignede gæsterne til 1-1, men det lignede en hjemmesejr, da Årets Spiller i Hornbæk, Viktor Drachmann bragte hjemmeholdet foran 2-1 i det 79. minut, direkte på hjørnespark.
Men ganske typisk for de to holds forsvar så det lidt for let ud, da Brede udlignede til 2-2 blot et minut senere.
Begge holds nedrykning var en realitet allerede inden kampen, og det var da også ganske passende, at sæsonens sidste kamp sluttede uafgjort.