Menu

Tredje sejr i træk

image Selv om unge Mads Jørgensen ikke var blandt målscorerne denne aften, leverede han igen en fin indsats i 5-2 sejren over Skævinge. Foto: Susanne Prahl.
14. oktober 2021 kl. 16:13
For anden uge i træk vandt Hornbæk en hjemmekamp med 5-2, og denne gang gik det ud over Skævinge.
Påstanden om at 2-0 kan være en farlig føring fik ny næring tirsdag aften på kunstgræsset i Hornbæk, hvor Skævinge var på besøg. Gæsterne havde inden tirsdagens kamp kun tabt til topholdene Vejby og Snekkersten, men trods en 2-0 føring i første halvleg, måtte Skævinge køre hjem med et 5-2 nederlag i bagagen.
Hornbæk startede bedst og havde flere store chancer i indledningen, men det var Skævinge, der kom foran efter et dumt boldtab, der skabte en friløber til gæsterne. Den blev udnyttet sikkert, og endnu værre blev det for Hornbæk efter 34 minutter, da endnu en forsvarsfejl blev udnyttet prompte af Skævinge.
Reduceringen til 1-2 i halvlegens sidste minutter var vigtig for hjemmeholdet, for at bevare troen på at vende kampen i de sidste 45 minutter. Både Mikkel Anberg og Nikolaj Falkenberg var udgået tidligere i halvlegen, men heldigvis var Malthe Prahl kommet på banen, for det var ham, der meget flot følte bolden op i det fjerne målhjørne til 1-2.
Underholdende anden halvleg
Skævinges målmand spillede en flot kamp med mange gode redninger, men i anden halvleg fik Hornbæks offensiv spillet sig varm, og så kom de nødvendige mål.
Udligningen kom efter en time, da anfører Casper Porsgaard fyrede af fra distancen, og den havde keeperen ingen chance for at redde. Skævinge ramte kort efter stolpen i den anden ende men måtte i denne fase også indkassere kampens eneste advarsel.
Mens Hornbæk var i overtal, kom de foran for første gang i kampen. Mikael Juellund lavede den fine aflevering til Malthe Prahl, der kunne løfte bolden over den fremstormende målmand.
Så virkede det som om, Skævinge mistede pusten, og i de sidste minutter kunne først Jonas Brinch Lorentzen og dernæst Viktor Drachmann få sejren op på de overbevisende cifre 5-2.
Indskiftede Malthe Prahl løb med de fleste stemmer i omklædningsrummet, men generelt en flot arbejdsindsats af Hornbæk, hvor alle blev ved med at kæmpe til sejren var i hus. Med fem sejre i de seneste seks kampe er Hornbæk nu placeret lunt i den bedste halvdel. Efterårets sidste kamp spilles lørdag den 23. oktober kl. 12.00 i Humlebæk.
Luk