Menu

Tredje nederlag på stribe

image Det lykkedes ikke for Mads Kok Jørgensen og de øvrige Hornbæk-spillere at få point med hjem fra Birkerød. Arkivfoto: Susanne Prahl.
Peter Clausen
13. oktober 2024 kl. 12:54
Hornbæk tabte 1-0 i Birkerød
Efter tre nederlag på stribe må Hornbæk erkende, at man nærmer sig bunden af rækken, lige nu er holdet femtesidst. Og det matcher bestemt ikke egne forventninger.
Hornbæk kom skidt i gang, og hjemmeholdet havde overtag i kampens første kvarter. Mønsteret fra de seneste kampe fortsatte med alt for mange unødige boldtab og manglende skarphed på flere parametre.
Hjemmeholdet fik kampens eneste advarsel for et groft frispark efter 36 minutter, men Hornbæk fik ikke udnyttet overtalsperioden.
God start på anden halvleg
Hornbæk kom meget bedre ud til anden halvleg og fik pludselig skabt flere gode chancer. Conrad Dyhl Memborg og Melvin Mauritson havde de største tilbud, men Hornbæk har i øjeblikket ikke den skarphed i offensiven, som man havde i sidste sæson, hvor holdet scorede 70 gange i 22 kampe. I de seneste kampe er det meste løbet ud i sandet, inden det er blevet farligt, mest på grund af unødige boldtab og andre dårlige beslutninger.
Kampens eneste scoring kom efter 72 minutter på et tidspunkt, hvor Hornbæk ellers havde en god periode. Et boldtab på banens midte skabte basis for et Birkerød angreb. Fra kanten af straffesparkfeltet sendte Sebastian Jensen bolden i mål, uden chance for Victor Duus i Hornbækmålet.
Det lykkedes ikke for Hornbæk at svare igen, og det var en flok triste spillere, der måtte gå fra banen efter det tredje nederlag på stribe. Dagens anfører, Kristian Dines, var sammen med Marius Hesselholt Hornbæks bedste.
- Der er masser af kvalitet i vores hold, men lige nu efter kampen er det tungt, og vi må erkende, at vi er bundhold, lød det ærligt fra træner Kasper Jensen efter kampen. Vi mangler skarphed på mange fronter, og det må vi selvfølgelig arbejde videre med.
Hornbæk mangler tre kampe i dette efterår, hvor der er mulighed for at forbedre placeringen i rækken. Udekampe mod Slangerup og Hørsholm følger, men først efterårets sidste hjemmekamp, der spilles på lørdag kl. 14.00 mod Hundested.
I serie 4 tabte Hornbæk med 5-0 til Snekkersten, der fører rækken. Det er kun Hornbæks andet nederlag i dette efterår, og på lørdag kl. 16.00 spiller Hornbæk hjemmekamp mod Helsingør IF.
Luk