Menu

To sejre til seniorholdene

image Daniel Ruberg bringer her Hornbæk på 2-0 i Hellebæk. Foto: Susanne Prahl.
Peter Clausen
28. august 2018 kl. 22:36
Førsteholdet vandt 4-2 over Hellebæk trods knaster undervejs. Andetholdet imponerede med en 6-0 sejr i Humlebæk
To sejre i to kampe er facit for førsteholdet efter lørdagens udekamp mod Hellebæks andethold.
Hornbæks indsats i sæsonens anden kamp blev dog knapt så overbevisende som i premieren forrige lørdag.

Det unge Hornbæk-mandskab (på dagen 23,5 år i snit) indledte kampen ganske godt, og Daniel Jensen (24 år) ramte stolpen med et godt forsøg.

Den første scoring fulgte efter 18 minutter, da Malthe Prahl (20 år) udnyttede energisk forarbejde af alderspræsidenten Shawn Engvej (31 år).

Syv minutter senere var Prahl i oplæggerens rolle, da Daniel Ruberg (29 år) gjorde det til 2-0.

Hellebæk kæmpede godt

Hjemmeholdet kom godt ud til anden halvleg og viste god fight og indstilling. Og mens Hornbæk var i undertal, efter kampens eneste gule kort var tildelt Daniel Ruberg, reducerede Hellebæk til 1-2 efter fem minutter.

I den efterfølgende periode havde Hornbæk en stribe kæmpe chancer, som kunne have afgjort kampen, hvis gæsterne havde formået at udnytte dem bedre, men i stedet fik Hellebæk udbytte af deres gode fight, da de ti minutter før tid udlignede til 2-2.

Hornbæk overvandt dog hurtigt dette chok, for fem minutter senere kunne Mikkel Petersen (23 år) heade i mål ved bageste stolpe efter fint forarbejde af Nikolaj Falkenberg (24 år), og sejren blev slået fast to minutter senere, da den nuværende topscorer, Malthe Prahl afsluttede flot til 2-4.

Så i sidste ende sejrede Hornbæk fortjent nok, men trods maksimumpoint er der plads til spillemæssige forbedringer.

Næste opgave er en hjemmekamp mod Espergærdes andethold. En kamp der spilles på lørdag kl. 14.00.
Flot sejr til andetholdet
Andetholdet spillede lørdag formiddag og vandt med hele 6-0 over Humlebæk - tankevækkende er det, at Humlebæk vandt deres første kamp med 8-0. Magnus Molnit, Cias Tolent og Christian Kold-Knudsen scorede i første halvleg, mens det efter pausen var Cias (igen), Tobias Holm-Hjørnet og Mads Brydesen, der scorede for Hornbæk. Andetholdet spiller mod topholdet Gurre på lørdag kl. 16.00.
Luk