Menu

Sen udligning af Hornbæk

image Malthe Prahl er her sekunder fra at score til 1-0 for Hornbæk mod Birkerød. Kampen endte uafgjort 2-2. Foto: Susanne Prahl.
Peter Clausen
25. september 2019 kl. 16:13
Hornbæk spillede uafgjort 2-2 mod Birkerød.
På trods af en sen udligning af Hornbæk, føltes det uafgjorte resultat næsten som et nederlag for hjemmeholdet lørdag eftermiddag i det dejlige sensommervejr på Pedella Park.

Årsagen var de mange brændte chancer kampen igennem. Ikke mindst i første halvleg, hvor blandt andre Mikael Juellund-Sørensen og Malthe Prahl havde chancer til at bringe Hornbæk i front.

Spillemæssigt var det en ganske lige dyst, men Hornbæk burde have været solidt foran ved pausen.

Endelig hul på bylden

Anden halvleg startede med en ny Hornbæk-afbrænder, efter en friløber til Mikael Juellund, der måtte se Birkerøds keeper levere endnu en fin redning.

Men efter 57 minutter lykkedes det endelig for hjemmeholdet, da Malthe Prahl blev spillet flot fri af Casper Porsgaard. Prahl rundede Birkerøds keeper og sendte bolden i det tomme mål.

Spillemæssigt var det ikke nogen stor kamp, og der blev lavet alt for mange personlige fejl.

Det kom til at koste for Hornbæk, der helt unødvendigt lukkede Birkerød ind i kampen.

Først en udligning af Oskar Warnke, og ti minutter før tid et føringsmål til gæsterne af Peter Rose Madsen.

Nu var Hornbæk lige pludselig på kanten af et nederlag, men heldigvis for hjemmeholdet, blev det ene point hevet i land efter et god slutspurt.

Kort før tid fik Hornbæk tilkendt et straffespark efter en Birkerød-spiller havde hånd på bolden.

Da anfører Casper Porsgaard på dette tidspunkt sad udenfor med et gult kort, gik ansvaret til Malthe Prahl, der scorede sikkert.

Og i de sidste sekunder kunne sejren være hevet i land, men for anden gang i kampen ramte Malthe Prahl Birkerøds overligger.

Dermed har Hornbæk hidtil kun vundet en enkelt kamp i denne sæson. Efter seks kampe er Hornbæk som fjerdesidst noteret for seks point.

Næste opgave er en udekamp mod Vejby-Tisvilde på lørdag kl. 12.30.
Luk