Menu

Seks forskellige målscorere mod Friheden

02. oktober 2016 kl. 17:44
Hornbæk vandt med tennis-cifrene 6-4 i en målrig og underholdende kamp

 

Niveauet var generelt ikke særlig højt, men til gengæld var der masser af underholdning på Pedella Park lørdag eftermiddag.

Efter forrige lørdags nederlag til topholdet Snekkersten kom Hornbæk tilbage på sporet, da gæsterne fra BK Friheden blev besejret med de underholdende cifre 6-4. Og det skal i den forbindelse tilføjes, at begge hold havde chancer til yderligere scoringer på en dag, hvor boldtab og dårligt forsvarsspil var fremtrædende.

Gæsterne startede bedst og kom også foran, efter et boldtab af Hornbæk på banens midte. Philip Nielsen vandt derefter duellen med Niels Christian Linde i Hornbæks mål. Linde er den tredje keeper, Hornbæk har benyttet i sæsonens hidtidige syv kampe. De to første, Martin Junior og Daniel Ruberg, havde denne lørdag fået plads som markspillere.

Hornbæk fik hurtigt udlignet, da Kasper Vetter udnyttede det fine forarbejde af Shawn Engvej.

Det blev 2-1 omkring den halve time, da Daniel Ruberg lagde op til brormand Kristian, der bragte Hornbæk i front.

Kort før pausen sendte Martin Junior et hårdt sparket frispark ind foran mål, og via Kasper Vetter endte bolden hos topscorer Mikkel Nyborg Petersen, der sørgede for halvlegsføring på 3-1. 

Masser af mål 

De fire scoringer i første halvleg blev overgået i de sidste 45 minutter, der bød på seks mål, tre til hvert hold.

Martin Junior spillede Shawn Engvej helt fri med en god stikning, og Engvej scorede sikkert, alene med Steffan Skov i Frihedens mål. Efter Christian Pedersen havde givet gæsterne nyt håb med reduceret til 4-2, svarede Hornbæk igen, da Christian Nielsen gjorde det til 5-2 på et fint hovedstød, chancen skabt af Kasper Vetter. Symptomatisk for kampen fulgte endnu en reducering kort efter, denne gang til 5-3 af Kasper Serup.

Gæsterne var således hele tiden mindst to mål efter Hornbæk, der trods deres gavmildhed havde rimelig tjek på kampen, og med fem minutter igen var det Martin Junior, der udnyttede et straffespark, begået imod Kristian Larsen. Og den sidste scoring, til 6-4, blev sat flot ind af Christian Pedersen i de sidste sekunder.

Med ti mål og chancer til yderligere scoringer var underholdningen sikret, men niveauet hos både spillere og dommer var bekymrende lavt. De tre point var vigtige for Hornbæk i bestræbelserne på at hænge på i kampen om placeringerne i toppen. Både Snekkersten og Hundested har slet ikke tabt point endnu, mens Frederiksværk har tabt fire point. Lige nu er Hornbæk det fjerdebedste hold med seks tabte point.

Næste opgave for førsteholdet er udekampen mod netop Frederiksværk, på søndag kl. 13.30.

Hornbæk-Friheden 6-4 (3-1)
0-1 Philip Nielsen (7)
1-1 Kasper Vetter (11)
2-1 Kristian Ruberg Larsen (32)
3-1 Mikkel Nyborg Petersen (41)
4-1 Shawn Engvej (54)
4-2 Christian Pedersen (56)
5-2 Christian Nielsen (68)
5-3 Kasper Serup (69)
6-3 Martin Junior, str. (85)
6-4 Christian Pedersen (90)

Advarsel: Andreas Dahl, BKF (47), Philip Nielsen, BKF (83), Mikkel Nyborg Petersen, HIF (85), Kenni Lindskow, BKF (90).
Udvisning: Mikkel Bertram, HIF (83).

 

Luk