Menu

Sejr til førsteholdet efter endnu en målfest

image
22. august 2016 kl. 17:05
Hornbæk vandt med 4-3 i Allerød

I sidste uge lød Hornbæks sejr på 5-1, men antallet af mål steg til syv, da Hornbæk lørdag eftermiddag vandt udekampen i serie 2 mod Allerød med 4-3.

Som cifrene indikerer bød kampen ikke på fantastisk forsvarsspil, men Hornbæks sejr var helt fortjent og burde ikke være blevet så kneben.

Hjemmeholdet kom først på måltavlen, og det skete efter et kvarter, på et tidspunkt hvor Allerød var i undertal efter et gult kort. Gode driblinger på tværs af banen, på kanten af straffesparkfeltet, og en god afslutning i det ene målhjørne.

Hornbæk svarede hurtigt igen, for fem minutter senere sendte Alexander Johansen bolden i mål, en flot afslutning fra distancen. Og det blev fulgt op af endnu en god afslutning efter 33 minutter, denne gang var målscoreren Michael Jørgensen.

Den målrige første halvleg bød på endnu to scoringer. Alexander Olsen lagde op til Mikkel Petersen, der øgede til 3-1, inden hjemmeholdet i de sidste sekunder reducerede til 2-3 på et straffespark.

Gavmilde forsvar

Der blev lidt mindre aktivitet på måltavlen i de sidste 45 minutter, og det var helt klart offensiven på de to hold, der havde mest at prale af denne lørdag eftermiddag.

Med et kvarter igen lignede det en afgørelse, da Alexander Johansen var på pletten igen med en god firsttimer efter en kikset clearing i hjemmeholdets forsvar.

Men i kampens tillægstid sørgede Allerød for at 2-4 blev til slutresultatet 3-4, da de scorede på en kontra overfor et lidt for gavmildt Hornbæk-forsvar.

Dermed har Hornbæk maksimale seks point efter to runder, men mon ikke modstanden bliver lidt større i de kommende kampe. Niveauet skal hæves, når man skal møde de forventede bedre hold i rækken.

Næste opgave er en hjemmekamp mod Blovstrød på lørdag kl. 14.00.

 

Allerød-Hornbæk 3-4 (2-3)
1-0 (15)
1-1 Alexander Johansen (20)
1-2 Michael Jørgensen (33)
1-3 Mikkel Petersen (37)
2-3 str. (45)
2-4 Alexander Johansen (75)
3-4 (93)
Advarsel: Allerød (11), Mikkel Petersen (93).

Luk