Menu

Overbevisende sejr til Hornbæk

image Rasmus Dines scorede for Hornbæk, da Nivå-Kokkedal blev besejret med 5-0. Arkivfoto: Susanne Prahl.
16. april 2023 kl. 16:49
Hornbæk vandt med 5-0 over Nivå-Kokkedal
Efter det lidt skuffende 1-1 resultat i forårspremieren i Hørsholm for to uger siden var det et Hornbæk-mandskab med et helt andet udtryk, der sørgede for en fuldt fortjent 5-0 sejr på udebane mod Nivå-Kokkedal.
- Vi var alle sammen kede af vores første halvleg i Hørsholm, men vi kom ud med et helt andet og forbedret udtryk lørdag eftermiddag i Nivå, fortalte træner Kasper Jensen efter opgøret.
- Vi var bedst på alle parametre i denne kamp, og det var nærmest kun et spørgsmål om sejrens størrelse, fortalte en tilfreds træner.
Tobias Larsen åbnede scoringen efter 19 minutter. Målscoreren erobrede bolden fra en presset forsvarsspiller, og efter et par driblinger kunne Tobias Larsen sende bolden i mål.
Ti minutter senere blev det 2-0. Optakten var et godt gennemspillet angreb i højre side. I første omgang tilfaldt chancen til Rasmus Dines, men det endte med at blive en Nivå-spiller, der sendte bolden i eget net.
Kampens eneste advarsel tilfaldt hjemmeholdet i slutningen af halvlegen, og Nivå-Kokkedal kunne være godt tilfredse med kun at få tildelt et enkelt kort i kampen.
Livlig højrekant
Som så ofte før var Elias Memborg på Hornbæks højrekant livlig og chanceskabende, og han var også involveret i scoringen til 3-0. Efter en god dribling sendte han bolden ind foran mål, og i første omgang lignede det et straffespark til Rasmus Dines, men da en returbold endte hos Lukas Svendsen, sendte han bolden resolut i kassen til 3-0.
Blot to minutter senere kom Rasmus Dines i målscorerens rolle, da han øgede til 4-0. Igen kom oplæg fra Elias Memborg i højre side, og på midten kunne Rasmus Dines afslutte et flot angreb.
Jonatan Wolf sluttede målfesten med scoring til 5-0, ti minutter før tid, da han udnyttede en returbold fra kanten af feltet.
- Der var grund til at rose hele holdet for en koncentreret indsats, hvor også disciplinen var helt i top, lød det fra Kasper Jensen.
Gilleleje og Hornbæk er fortsat en suveræn duo i toppen af rækken, Gilleleje har 29 point, Hornbæk 27 point. Der er syv point ned til Hørsholm på tredjepladsen. Næste opgave for Hornbæk er samtidig forårets første hjemmekamp, når Espergærde kommer på besøg. Det opgør spilles på lørdag kl. 14.00. Serie 3 kampen på lørdag er en del af en underholdende superlørdag eftermiddag på Pedella Park med tre kampe på stribe. Kl. 12.00 spiller Hornbæks U19 mandskab mod Friheden, og kl. 16.00 spiller Hornbæks serie 5 mandskab mod Gilleleje.
Luk