Menu

Nyt lavpunkt for Hornbæk

image Conrad Dyhl Memborg og resten af Hornbæks hold tabte med 1-0 i Slangerup. Arkivfoto: Susanne Prahl.
Peter Clausen
27. oktober 2024 kl. 13:54
Hornbæk skuffede på ny med nederlag på 1-0 i Slangerup
Hornbæks mandskab i serie 2 sidder fortsat fast i den negative spiral med dårlige resultater. Lørdag eftermiddag tabte Hornbæk for femte kamp i streg, og nederlaget kom til bundholdet Slangerup, der hidtil kun havde erobret et enkelt point i de 10 første kampe.
Så skuffelsen var til at få øje på efter kampen. Og det er lidt svært at sætte en direkte årsag til stimen af nederlag. Træningsindsatsen kunne nok være bedre for mange af spillerne, men viljen på banen eller mangel på samme synes ikke at være hovedårsagen, måske mere for mange dårlige beslutninger undervejs, f.eks. unødvendige boldtab eller dårlige afleveringer.
Faktum er, at det faktisk var det undertippede hjemmehold, der kampen igennem havde de fleste og største målchancer. Hornbæk kan godt nok med rette kigge tilbage på et helt oplagt straffespark til Markus Juncker, der ikke blev dømt samt flere meget tvivlsomme offside kendelser.
Men man burde alligevel have haft overskud og ressourcer nok til at vinde opgøret. Men Slangerup viste en imponerende vilje, på trods af deres mange nederlag, og det blev nok i sidste ende afgørende.
Kampen blev afgjort i det 90. minut. En forsvarsudskiftning hos Hornbæk skabte lidt unødig forvirring, og da bolden derfor igen blev tabt, slog Slangerups Mathias Vinzents til med en flad afslutning uden for Victor Duus rækkevidde i målet.
Og så nåede jublen forståeligt nok uanede højder på og omkring kunstgræsbanen i Slangerup. Omvendt nåede humør og stemning nulpunktet hos gæsterne, der på forhånd ikke havde fantasi til at tro på et nederlag denne lørdag.
Alle hos Hornbæk må kigge indad og være selvkritiske, for spiller for spiller er kvaliteten til meget mere. Kristian Dines og Markus Juncker var de bedste denne lørdag.
Hornbæk har endnu en kamp, inden vinterpausen sætter ind. Det er en udekamp mod rækkens nummer to, oprykkerne fra Hørsholm. Det opgør spilles på kunstgræs i Hørsholm på fredag kl. 18.30.
Hornbæk sluttede efteråret i serie 4 på flotteste vis med en sejr på hele 5-1 over FIF Hillerød. Det betyder en flot andenplads som slutfacit på efteråret. Det betyder også, at Hornbæks serie 4 mandskab spiller om oprykning til serie 3 i foråret.
Luk