Menu

Nul-løsning mod FC Gribskov

image Rasmus C var tæt på scoring mod FC Gribskov. Foto: Susanne Prahl.
13. september 2017 kl. 08:34
Hornbæk og FC Gribskov spillede uafgjort 0-0 på Pedella Park.




For første gang i halvandet år var Hornbæk involveret i et målløst opgør. Sidste gang det skete var i en udekamp mod Albertslund i foråret 2016 - denne gang var det på hjemmebane mod FC Gribskov - fællesholdet fra Græsted og Gilleleje.

Gæsterne fra Gribskov var toneangivende i en første halvleg, som ikke bød på de helt store målchancer.

Et par gange var gæsterne nærgående, men Michael Haxthausen i Hornbæks mål havde ikke de store problemer med gæsternes afslutninger.

God anden halvleg

Hjemmeholdets spillere fik mere styr på tingene efter pausen på den regntunge bane, der ikke gjorde det nemmere for de to mandskaber.

Mikkel Petersen følte sig med rette snydt for et straffespark, og Hornbæk havde i slutfasen to store chancer for at afgøre kampen til egen fordel.

Først var det Rasmus Christoffersen, der headede forbi mål i helt fri position, og kort efter var det Nicolaj Lilja, der ramte den ene målstolpe med et hovedstød.

- De to hold havde hver deres halvleg, men vi er generelt for uskarpe i vores afslutninger. Vi mangler også evnen til at holde fast i bolden - det går ud over rytmen i spillet, lød det fra Hornbæks træner Steen Egesø, der dog noterede klar fremgang i de sidste 45 minutter. Han havde ekstra ros til Daniel Ruberg på midtbanen.

Hornbæk er tredjesidst med fire point, og næste opgave er på udebane mod Humlebæk, på lørdag kl. 13.30.

Hornbæk-FC Gribskov
0-0
Et gult kort til FC Gribskov.

Luk