Menu

Nederlag til tophold

image Conrad Dyhl Memborg var Hornbæks bedste i lørdagens kamp mod Virum. Foto: Susanne Prahl.
06. oktober 2024 kl. 12:45
Hornbæk tabte med 1-4 til Virum

 

Efter nederlag til rækkens to tophold i de seneste kampe må Hornbæk konstatere, at man indtil videre har udspillet rollen i kampen om en topplacering i rækken.
Lørdagens nederlag til Virum var "kun" sæsonens tredje Hornbæk-nederlag, men afstanden til de to ubesejrede tophold er nu hele 12 point, så der er lang vej op lige nu.
Kampen startede skidt for hjemmeholdet med et gult kort til Nilas Ekstrand-Olsen, der i situationen blev presset unødigt af en dårlig aflevering fra eget forsvar. Og derefter fulgte to scoringer på tre minutter fra Virum. I begge tilfælde var både uheld og manglende koncentration i Hornbæks bageste rækker faktorer. Men ingen tvivl om, at Virums offensiv er blandt rækkens bedste, hvis ikke den bedste. Og det kom hjemmeholdet til at mærke denne lørdag.
Hjemmeholdets spillere, og tilskuere på sidelinjen i det fantastiske oktobervejr, fik nyt håb efter 27 minutter, da Nilas Ekstrand-Olsen reducerede til 1-2 efter flot opspil og assist fra Elias Dyhl Memborg i højre side.
Glæden var dog kort, for med yderligere to scoringer i halvlegens sidste kvarter, begge sat ind af Rumle Bang, blev kampen i realiteten afgjort i de første 45 minutter. Kristian Dines havde et godt forsøg for Hornbæk, der ramte overliggeren, men ellers var det småt med chancer til hjemmeholdet.
Bedre anden halvleg
Hornbæk ændrede lidt på taktik og formation til anden halvleg, og hjemmeholdet fik også mere styr på spillet, men mønsteret var stadig tydeligt. Virum var et bedre hold, og gæsterne kunne køre den sikre sejr i hus.
Hornbæks spillere fik aldrig ro til at få gang i spillet og udnytte de mange kompetencer spillerne har. Og alle fejl fra hjemmeholdet blev prompte straffet af Virum, der var hurtigere i både spil og tanker.
Med 20 minutter igen fik Nilas Ekstrand-Olsen sit andet gule kort, et hårdt et af slagsen, og dermed måtte han se resten af kampen fra sidelinjen.
De fleste Hornbæk-spillere er set bedre, men et af få lyspunkter denne lørdag var 18-årige Conrad Dyhl Memborg, der gjorde det godt som venstre back.
Med nederlaget er Hornbæk nummer otte, og næste opgave er en udekamp mod Birkerød på lørdag kl. 12.00.
Andetholdet i serie 4 forsvarede deres andenplads med 2-2 mod Græsted. Jonathan Hviid og Julius Høegh-Guldberg Hoff scorede Hornbæks to mål.
Serie 4 spiller udekamp mod Snekkersten på fredag kl. 19.00.
Endelig blev det til et nederlag på 3-5 til vores U16 drenge, der spillede topkamp mod Ålholm. Hornbæk kan dog glæde sig over en flot andenplads i rækken.
 
Luk