Menu

Kasper Jensen er ny seniortræner

image Kasper Jensen er Hornbæks nye seniortræner
06. marts 2022 kl. 18:06
Kasper Jensen er ny træner for Hornbæk

Seniorfodbolden i Hornbæk har fået nyt liv efter ansættelsen af 38-årige Kasper Jensen.

Kasper Jensen bor i Saunte sammen med Christina og 2 børn og er i sit civile arbejde tømrer.

Kasper er vokset op i Kalundborg og har været aktiv i 3 forskellige klubber, hvor Sjællandsserie-niveau har været det højeste.

- Jeg har været træner on-off, siden jeg var 14 år gammel i klubberne Hvidebæk IF, Kalundborg GB, Tikøb IF, Espergærde IF og FC Helsingør.
Igennem årene har jeg fået forskellige træner kurser/uddannelser og fungerer på nuværende tidspunkt som det, DBU kalder A-licens træner, fortæller Kasper.

Seniorformand Michael Jørgensen kunne forleden præsentere den nye træner, der får hjælp af de spillende assistenter, Casper Porsgaard og Kristian Dines.

Træningen er i gang på tirsdage og torsdage fra kl. 19.30 på kunstgræsset i Hornbæk, og den første træningskamp blev spillet forleden mod Tikøb.

Hornbæks førstehold er halvvejs i deres sæson i serie 3 og er placeret som nummer fire med 18 point. Vejby/Tisvilde fører rækken på 26 point, Snekkersten har 25 point, Skævinge er på 21 point, mens Hornbæk altså er nummer fire på 18 point.

Hornbæk åbner forårssæsonen lørdag den 2. april på udebane mod Gilleleje. Første hjemmekamp spilles lørdag den 9. april kl. 14.00 mod Melby.

Hjemmekampene i foråret vil primært blive spillet på lørdage.

Hornbæk har også fortsat et 8-mandshold, som Torben Svinggaard står i spidsen for.

Luk