Menu

Hornbæk tilbage med sejr

image Dagens enlige målscorer i Hornbæk, Karl Emil Ellehauge, der sørgede for den vigtige scoring mod Humlebæk. Foto: Susanne Prahl.
Peter Clausen
12. maj 2021 kl. 17:24
Hornbæk vandt en vigtig 1-0 sejr over bundholdet Humlebæk.
Efter et par turbulente uger for Hombæks fodboldspillere vendte man tilbage på grønsværen med en vigtig 1-0 sejr hjemme over Humlebæk.
Efter sidste weekends afbud til kampen mod Hellebæk, havde træner Mikkel Bertram fået samlet et fuldt hold uden skader, og hjemmeholdet fik en ønskestart med scoring efter blot tre minutter.
Kampens eneste målscorer blev Karl Emil Ellehauge, der smart placerede bolden uden for gæsternes målmands rækkevidde, da han afsluttede fra kanten af straffesparkfeltet.
Spillemæssigt blev det ikke nogen stor kamp, men begge hold leverede en koncentreret indsats på et forventet niveau. Skal man tale om en skuffende indsats, kommer det nok til at handle mest om dagens dommer, der absolut ikke havde fundet formen endnu. Det gik ud over begge hold. Gæsterne argumenterede således for et straffespark midt i første halvleg, i forbindelse med et sammenstød mellem en Humlebæk-spiller og Hornbæs tilbagevendte og sikre sidste skanse, målmand Magnus Svinggaard, der endte med at holde målet rent.
Fortjent Hornbæksejr
Hjemmeholdet havde et overtag i spil og især chancer, men det kneb for Hornbæk på den sidste tredjedel af banen, når man angreb. Så det blev ikke et opgør med mange oplagte målchancer. De rutinerede Mikael Juellund og Kristian Dines holdt godt sammen på tropperne, og de mange unge spillere kæmpede alt det de kunne. Så alt i alt en fortjent og meget vigtig sejr, når man kaster et blik på tabellen. Med 25 point har Hornbæk nu lidt afstand til bunden af rækken.
En ny vigtig opgave venter på lørdag kl. 14.00, når det på udebane gælder Måløv.
Luk