Menu

Hornbæk tabte point

image Malthe bringer her Hornbæk foran 1-0 i lørdagens hjemmekamp mod Hareskov. Foto: Susanne Prahl.
Peter Clausen
01. maj 2019 kl. 16:33
Efter otte sejre på stribe tabte førsteholdet point i serie 3, da hjemmekampen mod Hareskov endte uafgjort 1-1.
For første gang siden 20. september tabte Hornbæk point i serie 3, da Hareskov var på besøg lørdag eftermiddag.
Hareskov lignede ikke et mandskab, der hidtil kun har erobret halvt så mange point som Hornbæk, men rygterne fortæller også, at en række spillere nu er vendt tilbage til holdet efter overståede skader.

Efter en ganske lige første halve time, kom Hornbæk i front på en flot scoring af Malthe Prahl, der udnyttede et hurtigt taget frispark fra Casper Porsgaard.

Gæsterne fik udlignet kort før pausen, da en spiller slap helt fri efter en flot solotur.

VAR i serie 3
Hornbæk manglede denne lørdag flere af de normale stamspillere, og måske var det derfor, at det spillemæssigt blev en skuffende dag for hjemmeholdet. Indstillingen var dog god nok, men lidt for ofte blev det lige ved og næsten for Hornbæk.

De fleste troede dog, at Hornbæk havde scoret sejrsmålet få minutter før tid, da Nicolai Stevns fik bolden i mål. Dommeren markerede for mål, men efter en lidt for lang tænkepause, ændrede han sin dom til offside.

- Det var vist den første VAR-dom i serie 3 nogensinde, lød det fra en skuffet Hornbæk-træner Mikkel Bertram efter kampen.

Da de to forfølgere, Lundtofte og Brede, begge vandt, er Hornbæk nu kun to point foran Lundtofte på andenpladsen og seks point foran Brede på tredjepladsen. To hold rykker op.

De to forfølgere er Hornbæks næste modstandere, så de næste par uger kan fortælle en del om, hvor spændende det skal blive i slutfasen af sæsonen.

På lørdag kl. 14.00 er modstanderen Brede, og kampen spilles på Pedella Park i Hornbæk.
Luk