Menu

Hornbæk tabte livlig pokalfinale

image Hornbæk-spillerne takkede efter kampen for den store opbakning fra klubbens ungdom. Foto: Susanne Prahl
Andreas Mayerhofer, Helsingør Dagblad
27. maj 2019 kl. 21:43
Hornbæk førte 2-0 i seriepokalen, men endte med at tabe til Ballerup BK, der havde en brandvarm angriber.
Hornbæk - Ballerup 2-4 (2-1)
1-0 Nicolai Stevns (8.)
2-0 Casper Porsgaard (41. str.)
2-1 Daniel Pless (42.)
2-2 Daniel Pless (52.)
2-3 Daniel Pless (59.)
2-4 Daniel Pless (72.)

Serie 3-holdet Hornbæk IF havde ganske imponerende kvalificeret sig til DBU Sjællands seriepokal-finale, som er en cup-turnering for holdene fra serie 2 og nedefter.

Modstanderen i finalen, der blev spillet på Brøndby IF's anlæg var Ballerup BK fra toppen af serie 2, og selvom der var en række mellem de to mandskaber, så bød Hornbæk op til dans i kampens første halvdel, hvor det blev til en 2-0-føring, inden vestegnsklubben og i særdeleshed angriberen Daniel Pless kom i gang. Ballerups spydspids scorede således fire gange på en halv times spilletid, og det afgjorde kampen, der blev spillet i bagende hede.

- Vi er da ærgerlige over, at vi ikke får mere ud af det, når vi fører 2-0. Vi laver nogle store fejl, der koster to-tre af deres mål, og det må selvfølgelig ikke ske, når man møder et hold, der måske lige er fem procent bedre. Gutterne kæmpede alt, hvad de kunne, så der er ikke noget der. Det var en fin kamp mod et hold fra toppen af serie 2, sagde Hornbæk IF's træner, Mikkel Bertram efter kampen.

Der var fuld fart på kampen lige fra begyndelsen. Efter 65 sekunder havde Ballerup haft to friløbere, men sparket forbi. Bolden punkterede 20 sekunder senere, og det gjorde presset på Hornbæk-målet også for en stund, og en håndfuld minutter senere var det så Hornbæks tur. Et rigtig fint kontraangreb blev sat op, og på tværpasningen inde foran mål var Nicolai Stevns klar til at prikke bolden i mål.

Ballerup havde bolden mest, men kom ikke frem til meget i første halvleg, og fem minutter før pausen blev det 2-0 på et straffespark, der blev dømt for hånd på bolden og omsat af Casper Porsgaard.

Stor fejl før pausen

Der fra stod der Daniel Pless på det hele. Først blev han spillet fri af Hornbæks Daniel Jensen, og han missede ikke den store gave.

- Det er bittert, at vi ikke kommer til pausen med 2-0, for det satte helt tydeligt Ballerup i gang, og det bliver ikke lettere, da vi får en udvisning på Porsgaards gule kort lige efter pausen, noterede Mikkel Bertram.

Mens Casper Porsgaard sad til afkøling lynede Daniel Pless to gange, og det havde Hornbæk svært ved at komme over, selvom de kort efter blev fuldtallige.

Kan være med

Med 20 minutter tilbage kiksede HIF-forsvaret en tackling på Pless, og angriberen strøg ned og leverede sit fjerde mål i kampen. Ganske imponerende.

Hornbæk fortjener kredit for at kæmpe videre, men kræfterne var ganske enkelt ikke til et comeback.

- Det er måske et lidt bedre hold, vi møder, men vi havde chancen, synes jeg. Vores fejl bliver straffet, og det ærgrer os da. Nu skal vi koncentrere os om at rykke op, og det gør vi formentlig, og i dag fik vi vist, at vi kan spille op med et godt serie 2-hold, så det kan vi tage med os, sagde anfører og målscorer Casper Porsgaard, inden han fik sølvmedaljen om halsen.

Hornbæk skal blot bruge fem point i de sidste fem serie 3-kampe, så er klubben tilbage i serie 2 efter et års fravær.
Luk