Hornbæk sejrede efter flot kamp
Melvin Mauritson scorede to gange på fire minutter, da Hornbæk vandt med 3-2 i Hørsholm. Arkivfoto: Susanne Prahl.
Hornbæk vandt med 3-2 i Hørsholm
Det var lang tid siden, helt præcist var det 21. september, at Hornbæk senest vandt i serie 2, så den lidt overraskende 3-2 sejr fredag aften på kunstgræsset i Hørsholm var særdeles velkommen.
Fra kampens start var det tydeligt, at hjemmeholdet er et af rækkens bedst spillende mandskaber. De mange unge spillere formåede at holde et højt tempo, men Hornbæk fulgte pænt med. Det var tydeligt, at alle mand var særdeles opsatte på at slutte efteråret af på den bedst tænkelige måde.
Den største chance i første halvleg tilfaldt Hørsholm i halvlegens sidste minut, men Victor Duus i Hornbæks mål reddede flot med en refleksredning.
Fire mål på ni minutter
Samme Victor Duus måtte også i to tilfælde redde i starten af anden halvleg, og den første scoring lå i luften. Og den kom da også i det 54. minut, da Frederik Menck headede Hørsholm foran efter et hjørnespark.
På sidelinjen frygtede man i de efterfølgende minutter lidt for Hornbæks skæbne i denne kamp, men spillerne ville det anderledes og svarede hurtigt igen, og det var med manér, med tre scoringer på bare fem minutter.
Melvin Mauritson, der kun havde scoret en enkelt gang tidligere i denne sæson, udlignede i det 61. minut på hovedstød efter et hjørnespark fra Marius Hesselholt. Og så var samme Melvin Mauritson åbenbart blevet varm i den bidende kulde, for blot tre minutter senere blev det 2-1 til Hornbæk, da han reagerede hurtigst på en tilfældig bold foran hjemmeholdets mål.
De omkring 20 frysende Hornbæk-tilskuere på sidelinjen fik nu varmet sig med fortjente klapsalver, og der kom flere af slagsen blot et minut senere, da Mikkel Anberg fodrede Marius Hesselholt med en flot aflevering fremad banen i venstre side. Hornbæks topscorer gik solo mod mål og og passerede målmand Jack Tatham med en flot afslutning.
Så var kampen for alvor vendt helt og aldeles på hovedet, og Marius Hesselholt kunne kort efter have øget føringen men fik ikke udnyttet en gave fra Hørsholms forsvar.
Hørsholms Oliver Armitage fik kampens eneste gule kort 20 minutter før tid, og det var ikke så dårligt for Hornbæk, for undertalsperioden tog lidt af Hørsholms pres. Samtidigt viste Hornbæks spillere alt den vilje og fight man kan forestille sig, og det var hovedårsagen til, at man kunne tage hjem med tre point. Hørsholms Gustav Gammelgaard fik i det sidste ordinære minut af kampen reduceret til 2-3, og i tillægstiden var der flere gange pres mod Hornbæks bageste rækker, men sejren blev kørt i hus.
Glæden var til at få øje på i Hornbæk-lejren. Mikkel Petersen spillede sin kamp nummer 150 på det bedste hold, men det var nu den dobbelte målscorer, Melvin Mauritson, der snuppede hovedrollen og de fleste stemmer i omklædningsrummet. Men der var stor ros til alle for at stå sammen i modgangen og fighte en overraskende sejr i hus. Hornbæk holder vinterpause på en ottendeplads, men både spillere og ledere er vist enige om, at der er plads til forbedring i forårets kampe, der indledes lørdag 5. april.