Hornbæk melder fra til lokalopgør
Hellebæk får revanche for efterårets 5-3 nederlag til Hornbæk, for lørdagens planlagte opgør i Hellebæk er aflyst på grund af Hornbæks afbud.
Træner Mikkel Bertram har smidt håndklædet i ringen, i bestræbelserne på at stille et bare nogenlunde mandskab til lørdagens kamp.
- Det er ikke bare 2, 3 eller 5 spillere, vi mangler. Det er rigtig mange i en i forvejen smal trup. Hvis jeg skulle stille med 11 mand lørdags eftermiddag, ville det, udover nogle få af de faste, blive old boys og veteraner, og det er der ingen, der har noget ud af.
- De seneste kampe har kostet os dyrt på skadesfronten, og sammen med en del andre afbud har det gjort opgaven umulig, fortæller Hornbæks træner.
- Vi er nået dertil, hvor vi er nødt til at holde sammen på tropperne i forhåbning om at komme igennem en svær periode.
Hornbæk-træneren har først på ugen forhørt sig hos Hellebæk om mulighed for at flytte kampen, men det ønskede man ikke i Hellebæk. Næste weekend håber og forventer Mikkel Bertram, at opgøret mod Humlebæk vil blive gennemført. En del af de skadede spillere forventes at blive klar i ugens løb.
Corona-smitte
Oven i alle de ovennævnte problemer fik man torsdag aften en henvendelse fra sidste lørdags modstander, Vejby-Tisvilde, der kunne melde, at flere af deres spillere er testet positiv med Covid-19. Smitten er formentlig sket dagen før opgøret mod Hornbæk, så Hornbæks spillere er nu opfordret til at lade sig teste, for alle tilfældes skyld.