Menu

Hornbæk i ny målfest

image Med tilsammen fem scoringer satte Malthe Prahl (tv) og Jonatan Wolf deres stempel på Hornbæks 8-0 sejr. Foto: Susanne Prahl.
Peter Clausen
01. oktober 2023 kl. 13:09
Hornbæk vandt en kæmpesejr på 8-0 over ORI-fodbold
Med 22 scoringer i de seneste fire kampe har Hornbæk for alvor fået hul på målbylden i denne sæson. Senest gik det ud over ORI-fodbold (Oppe Sundby/Rørbæk IF) der på egen bane blev besejret med hele 8-0. Og for første gang i denne sæson lykkedes det Hornbæk at holde buret rent i den anden ende, takket være en fin indsats af målmand Lau Rasmussen og det øvrige forsvar. Efter syv runder har det suveræne tophold Hørsholm scoret 28 mål, kun to mere end Hornbæk.
ORI har ikke tidligere lukket så mange mål ind i denne sæson, men hjemmeholdet faldt sammen efter pausen, da Hornbæk fortsatte med at bygge på sejren efter føring på 3-0 ved pausen.
Det hele startede med en brændt chance af Hornbæk og et forsøg på overliggeren fra hjemmeholdet, inden Hornbæk kom i front efter 16 minutter. Rasmus Dines lavede forarbejdet for Malthe Prahl, der med et par smarte træk satte flere modstandere ud af spillet, inden han sendte bolden i mål.
Hjemmeholdet var i første halvleg fint med i kampen, og først i det 41. minut blev det 2-0, igen ved Malthe Prahl, der scorede fladt efter Mikkel Anbergs forarbejde. Kort før pausen blev det også 3-0, og her var målscoreren Jonatan Wolf, og for anden gang var assisten fra Rasmus Dines.
Hjemmeholdet faldt sammen
ORIs hidtil største nederlag i denne sæson var 4-1 i Virum, men i lørdagens kamp faldt hjemmeholdet noget sammen i de sidste 45 minutter. Indskiftede Mikkel Petersen sørgede med to scoringer på tre minutter for, at Hornbæks sejr blev helt sikker, allerede i starten af anden halvleg. Først var det en anden indskiftet spiller, den tilbagevendte anfører Casper Porsgaard, der lagde op til 4-0, og ved 5-0 kom indlægget fra Mikkel Anberg i højre side, og det blev snittet af Viktor Drachmann, inden Mikkel Petersen kunne sende bolden i mål.
Rasmus Dines øgede til 6-0 i det 57. minut efter en fin lang aflevering fra Nikolaj Falkenberg, og så kunne Jonatan Wolf til 7-0 og Malthe Prahl til 8-0 afslutte målfesten. Jonatan Wolf blev serviceret med et fint oplæg fra Mads Jørgensen, mens det var anfører Casper Porsgaard, der lagde op til 8-0. Hornbæks anfører fik hele anden halvleg og dermed sæsondebut efter en langvarig skade.
I de første 45 minutter viste hjemmeholdet masser af vilje og kvalitet, men efter pausen slog lidt for mange spillere op i banen. Hos Hornbæk var der masser af kvalitet hele kampen igennem. Og med tre sejre og en uafgjort i de seneste fire kampe, kan man nu kigge mere opad i tabellen end nedad. Hørsholm 19, VTF 16 og Virum 15 udgør top 3, mens Fredensborg og Hornbæk deler fjerdepladsen med hver 13 point. Ubesejrede AB på 12 point kan dog passere, hvis de vinder deres hængeparti onsdag aften.
- Jeg var godt tilfreds med spillet, lød det ikke så overraskende fra træner Kasper Jensen. - Vi spillede os fint ud af det pres, som hjemmeholdet formåede at lægge i første halvleg. Og så viste vores offensiv masser af kvalitet, også de indskiftede spillere, sagde den tilfredse træner.
Hornbæk spiller igen på lørdag kl. 14.00, når Gilleleje kommer på besøg på Pedella Park.
Luk