Menu

Hornbæk fortsat ubesejret

image Magnus Svinggaard i aktion mod Fredensborg. Foto: Susanne Prahl.
Peter Clausen
24. august 2019 kl. 10:53
Efter 1-1 mod Fredensborg er Hornbæk fortsat ubesejret som oprykker i serie 2.
Hornbæk og Fredensborg tyvstartede på anden runde tirsdag aften, da der var sæsondebut på Pedella Parks ganske fine græstæppe.

Det var gæsterne, der kom bedst fra start, og det mønster fortsatte i det meste af første halvleg.

Jacob Dahl Fosvald var slem ved sine tidligere holdkammerater, da han helt fortjent bragte Fredensborg foran efter 36 minutter.

Hornbæk havde i første halvleg problemer med at matche gæsterne i det ganske høje tempo, så pauseføringen til Fredensborg var ok.

Hornbæk i højere gear

Efter pausen kom Hornbæks spillere op i gear, og belønningen kom hurtigt i det 48. minut i form af et straffespark, begået imod dagens 250-kamp jubilar, Mikael Juellund-Sørensen. Anfører Casper Porsgaard scorede sikkert, og pludselig var der langt mere spænding og nerve i kampen.

Hjemmeholdet vandt nu flere nærkampe, og Hornbæk klarede en undertalsperiode, da Casper Porsgaard fik et gult kort.

Magnus Svinggaard måtte dog i aktion, da gæsterne havde en stor dobbeltchance.

Fredensborgs Mads Skovby Hansen fik kampens andet gule kort, men trods undertal havde gæsterne et forsøg, der ramte stolpen hos Magnus Svinggaard.

I den anden ende havde Viktor Drachmann et forsøg på Fredensborgs overligger, og Nikolaj Falkenberg tvang Fredensborgs keeper ud i en fin redning.

Den sidste chance tilfaldt dagens jubilar, men Sørensens chance løb ud i sandet i de sidste sekunder.

Det sluttede 1-1 i tusmørket, og det var nok ganske passende efter en ganske lige anden halvleg.

Hornbæk kan nyde førstepladsen, indtil de øvrige mandskaber skal i kamp i weekenden.

Hornbæks næste opgave er en udekamp mod Humlebæk næste torsdag, den 29. august klokken 18.30.
Luk