Menu

Hornbæk er finaleklar efter målfest

image Malthe Prahl scorede to gange, da Hornbæk vandt med hele 7-0 over Solrød FC. Med nummer 9 er det Daniel Ruberg, der åbnede scoringen efter blot 50 sekunders spil. Foto: Susanne Prahl.
Peter Clausen
25. april 2019 kl. 20:51
En lynscoring efter 50 sekunder banede vejen for en storsejr på hele 7-0 over Solrød FC i Seriepokalen
Hornbæk er klar til pokalfinale mod Ballerup Boldklub i den såkaldte Seriepokalturnering, der er åben for alle sjællandske hold fra serie 2 og ned.
Efter sejre over Birkerød, VB 1968, Hundige og Rosenhøj var Hornbæk nået til semifinale mod Solrød FC, ligeledes fra serie 3, onsdag aften på Pedella Park.

Og den første ristede pølse havde næppe sluppet den velduftende grill på stadion, før Hornbæk var i front.

50 sekunder gik der nemlig kun, før anfører Casper Porsgaard havde lagt op til kampens første målscorer, Daniel Ruberg.

I det næste kvarter havde gæsterne deres bedste periode, men da Malthe Prahl satte indersiden på et flot indlæg fra Mikael Juellund efter 17 minutter, fornemmede man, at det ville blive svært for Solrød FC denne aften.

Casper Porsgaard, direkte på hjørnespark og Malthe Prahl øgede til 4-0 inden pausen, og så var spændingen lukket ud af den kamp.

Mange brændte chancer

I de sidste 45 minutter formåede et klart bedre Hornbækhold at brænde en stribe mega-chancer, men tre gange mere kom bolden i gæsternes mål. Mikael Juellund, Casper Porsgaard og 17-årige Mads Kok Jørgensen bragte stillingen op på hele 7-0, og dermed blev det lidt for let for Hornbæk.

Modstanderen i finalen er pænt placeret i top 4 af serie 2, så her får Hornbæks serie 3 mandskab noget at se til.

Dato og spillested for finalen er endnu ikke fastsat.

Hornbæk er i aktion igen på hjemmebane lørdag eftermiddag, når Hareskov kommer på besøg i serie 3. Kampen starter kl. 14.00.
Luk