Første nederlag til førsteholdet
Lau Von Fyren Kieler, midt i billedet, var Hornbæks bedste i Humlebæk. Foto: Susanne Prahl.
Hornbæk tabte med hele 0-4 i Humlebæk.
Efter en godkendt sæsonstart med fire point i de første to kampe, kom Hornbæk ned på jorden torsdag aften, da Humlebæk på egen bane vandt med hele 4-0.
Hornbæk havde masser af chancer i en kamp, hvor Humlebæk dog viste sig at være meget mere effektive, når det drejer sig om at udnytte målchancerne.
I det første minut sendte Hornbæks Karl Emil Ellehauge et forsøg på Humlebæks overligger og signalerede, at Hornbæk mente det alvorligt i denne kamp.
Desværre blev denne chance lidt symbolsk, for kampen igennem forblev det "lige ved og næsten" for gæsterne, der manglede kvalitet i afslutningerne.
Omvendt var hjemmeholdet mere effektive og kom foran efter seks minutter, da Phillip Hansen headede hjemmeholdet i front.
Hurtige Abdulkadir Abdullahi øgede til 2-0 fem minutter før pausen, og så nyttede det ikke noget, at Hornbæk havde et fint overtag i perioden mellem de to mål, for det førte ikke til noget på måltavlen.
Kom godt ud til anden halvleg
Hornbæk indledte anden halvleg bedst, men igen var slutproduktet for dårligt.
I stedet kom Humlebæk på 3-0 ved Mads Heegaard og afgjorde dermed i realiteten kampen.
Hornbæk-keeper Magnus Svinggaard måtte udgå med en skade og blev erstattet i målet af Christian Nielsen, som formåede at holde hjemmeholdet fra scoring indtil to minutter før tid, da Oscar Augustinus øgede til slutresultatet 4-0.
Cifrene var værre end spillet, set med Hornbæk-briller, for bortset fra de brændte chancer, var den spillemæssige indsats ikke til et stort nederlag.
- Vi må op på hesten igen. Vi er helt bevidst om, at det bliver svært efter oprykningen, men vi arbejder stenhårdt videre og vil kæmpe indædt for at overleve i denne række, lød det fra træner Mikkel Bertram efter kampen.
Hornbæk spiller to gange i næste uge. Onsdag kl. 18.00 gælder det på udebane Skævinge i Seriepokalen, og lørdag kl. 14.00 er der hjemmekamp mod Bagsværd på Pedella Park.