Menu

Flot Hornbæk-sejr

image Mikael Juellund Sørensen scorede to gange mod ORI, der blev besejret med 6-2. Foto Susanne Prahl.
Peter Clausen
11. juni 2018 kl. 16:45
Nedrykningen er en realitet, men Hornbæk imponerede på udebane mod ORI, der blev besejret med 6-2.

 

Hornbæk kan ikke slutte bedre end tredjesidst i serie 2, men spillerne havde absolut ikke smidt håndklædet i ringen, da de lørdag var på besøg i Oppe-Sundby ved Frederikssund, hvor hjemmeholdet ORI blev besejret med 6-2. Man skal tilbage til oktober måned 2016 for at finde en kamp, hvor Hornbæk scorede seks gange i en kamp. Den gang gik det ud over FC Gribskov.
Hjemmeholdet ORI kom foran tidligt i kampen og førte to gange i første halvleg. Men to gange fik Hornbæk udlignet, så de første 45 minutter sluttede 2-2.

Det var Martin Aller, der bragte hjemmeholdet foran efter blot tre minutter, men et kvarter senere udlignede anfører Casper Porsgaard på et godt skud fra distancen. I det 45. minut slog hjemmeholdet til igen, da Stefan Persson scorede til 2-1, men i første halvlegs tillægstid sørgede Karl Emil Ellehauge for udligning til 2-2 efter godt forarbejde af Malthe Prahl.

Hjemmeholdet var spilstyrende i det meste af kampen, men det var Hornbæk, der fik de fleste chancer, ikke mindst takket være godt spil over kanterne, hvor Mikael Juellund og Mikkel Petersen ofte straffede hjemmeholdets svagheder.

Hornbæk havde igen unge Magnus Svinggaard i målet, og han sørgede for at holde hjemmeholdet fra scoringer i anden halvleg.

I den anden ende var der til gengæld travlhed i slutfasen af kampen, hvor Hornbæk for alvor slog til med fire scoringer i de sidste ti minutter.

Først skabte Mikkel Petersen oplægget til Mikael Juellund, der bragte Hornbæk foran med 3-2. Det blev 4-2, da Mikkel Petersen udnyttede en ripost, efter et forsøg fra Shawn Engvej var blevet halvklaret.

Mikael Juellund scorede til 5-2 efter oplæg fra Mathias Egesø, og endelig sluttede Viktor Drachmann af på hovedstød til 6-2 efter hjørnespark fra Casper Porsgaard.

Træner Steen Egesø, der på grund af en rejse først ankom til kampen ved stillingen 2-2, kunne med tilfredshed notere den positive udvikling efter sin ankomst.

Hornbæk slutter sæsonen lørdag, hvor Brede kommer på besøg. Bemærk at kampen er flyttet til kl. 14.00.
Luk