Menu

Flot fredagsbold i Hornbæk

image Mikkel Petersen sørgede for de to første mål, da Hornbæk besejrede Allerød med 3-0. Foto: Susanne Prahl.
02. september 2020 kl. 16:11
Hornbæk leverede en fin indsats da Allerød blev besejret med 3-0.


Der var pænt fremmøde til fredagskampen på Pedella Park, og spillerne på banen kvitterede med en ganske underholdende kamp.

Gæsterne fra Allerød var et ganske godt mandskab, men Hornbæk leverede sæsonens hidtil bedste indsats og vandt en klar 3-0 sejr.

Hjemmeholdet fik en drømmestart og kom i front i det femte minut. Martin Junior stod bag den flotte assist, der skabte en friløber til Mikkel Petersen. Han lobbede elegant bolden over den fremstormende keeper og dermed 1-0.

Gæsterne havde et godt forsøg, der ramte den ene målstolpe, men det var Hornbæks aften, for i stedet for 1-1 blev det kort efter 2-0, da målmand Magnus Svinggaard fandt Mikkel Petersen med et godt udspark. Efter et par smarte træk afsluttede Hornbæks dobbelte målscorer til 2-0. En flot scoring.

Efter pausen havde Allerød endnu et forsøg på stolpen, men Hornbæk afgjorde kampen definitivt med scoringen til 3-0 midt i anden halvleg. Opspillet stod Casper Porsgaard og Mikkel Petersen for, og det var Karl Emil Ellehauge, der fra kort afstand fik sendt bolden over stregen.

Der var ros til hele Hornbæks hold men ekstra plusser til sæsondebutanten Victor Pedersen. Og så var det første gang, at Hornbæk holdt nullet efter oprykningen til serie 2 forrige år. Efter tre runder er Hornbæk et af fem hold med syv point i en meget jævnbyrdig top.

Næste opgave i serie 2 er en udekamp mod Vejby-Tisvilde. Den kamp spilles på lørdag kl. 12.30.


Luk