Menu

Flot comeback i sæsonens sidste kamp

image Midt i anden halvleg førte Hillerød med 3-0 men så satte Alexander Johansen gang i Hornbæks comeback med et hovedstødsmål sat ind kort efter dette billede blev taget. Foto: Susanne Prahl
26. oktober 2015 kl. 19:28

 

Hornbæk - Hillerød 3-3 (0-2)
0-1 (23)
0-2 (36)
0-3 (49)
1-3 Alexander Johansen (63)
2-3 Viktor Drachmann (67)
3-3 Casper Porsgaard (93)
Advarsel: Mikkel Petersen (81)

Førsteholdet sluttede sæsonen i serie 2 af med et flot comeback i hjemmekampen mod Hillerød. Gæsternes nedrykning var allerede en realitet inden kampen, men de gæstende spillere viste ganske gode takter mod et hjemmehold, der ikke havde så meget at byde på i første halvleg.

Hillerød førte 2-0 ved pausen, og da de øgede til 3-0 i starten af anden halvleg, lignede det en trist afslutning på sæsonen for Hornbæk.

Men cirka midt i anden halvleg indledte hjemmeholdet det flotte comeback. Først headede Alexander Johansen bolden i kassen til 1-3, og blot fire minutter senere reducerede Viktor Drachmann til 2-3.

Trods et solidt pres af Hornbæk i slutfasen kom udligningen først langt ind i overtiden, hvor det lykkedes anfører Casper Porsgaard at heade i mål til slutresultatet 3-3.

Dermed er Hornbæk ubesejret i de sidste fire kampe og har kun et enkelt nederlag i de seneste seks kampe. Med scoringen til 3-3 sikrede Casper Porsgaard sig også topscorertitlen i dette efterår.

Kampen var træner Per Jønssons sidste i spidsen for Hornbæk i denne omgang. Med det flotte comeback fik træneren et pænt farvel. Ledelsen i Hornbæk IF's fodboldafdeling håber at kunne præsentere Jønssons afløser inden længe.

Sæsonens sidste kamp havde flotte rammer med masser af folk på sidelinien og flot underholdning i pausen af de dygtige piger i Dynamic Cheers.

Hornbæk slutter på 16 point, fire mere end Humlebæk under stregen og seks point mindre end Blovstrød, der rykker op sammen med Fredensborg.

Hornbæk spiller dermed også i serie 2 i 2016, hvor man vender tilbage til en kalenderårs turnering med start i april og afslutning i oktober.

Det bliver en spændende række som blandt andre også får deltagelse af Hellebæk og Snekkersten.

Luk