Femte sejr på stribe lukkede sæsonen
Her har anfører Casper Porsgaard netop sendt bolden i mål til 3-2, og så blev der jublet igennem. Foto: Susanne Prahl.
Hornbæk sluttede sæsonen af med en 4-2 sejr over Hørsholm
Hornbæk vandt for femte gang i træk, da sæsonen blev afsluttet på hjemmebane mod rækkens tophold fra Hørsholm, der blev besejret med 4-2. Inden kampen blev Nikolaj Falkenberg hyldet for de første 100 kampe på Hornbæks bedste hold, og han skulle få en god jubilæumskamp med det rigtige resultat for hjemmeholdet.
Det var Hørsholms blot tredje nederlag i hele sæsonen, og Hornbæks sejr kom da også først i hus efter en spændende kamp, der bølgede frem og tilbage i det våde sommervejr.
Gæsterne viste deres høje niveau flere gange i første halvleg, og Daniel Ruberg i Hornbæks mål måtte vise prøver sit høje niveau. Halvlegens eneste scoring faldt kort før pausen, og det var hjemmeholdet, der slog til. Melvin Mauritson, der skulle få en hovedrolle i denne kamp, var effektiv foran mål efter et flot gennembrud og indlæg fra Mikkel Petersen.
Kraftig regn
Gæsterne fra Hørsholm kom hurtigt tilbage i kampen efter pausen. På fem minutter vendte de opgøret med to scoringer. I den fase af kampen var regnen meget kraftig, og det var Hørsholm åbenbart bedre til at håndtere.
Hornbæks spillere kæmpede ufortrødent videre og var opsatte på at slutte sæsonen af på bedste vis. Efter 72 minutter var Melvin Mauritson igen på pletten, da han sørgede for udligningen til 2-2 ind efter flot forarbejde af Mads Kok Jørgensen. Som halvlegen skred frem, fik Hornbæk mere og mere overtag, så udligningen var ganske fortjent.
Hornbæk havde også ressourcer til at hive sejren i land i en spændende slutfase. Først var det anfører Casper Porsgaard, der i det sidste ordinære minut følte bolden ind i det ene målhjørne fra kanten af straffesparkfeltet, til stor jubel fra tilskuerne på sidelinjen. En flot scoring til 3-2.
Kampens dommer var gavmild med de gule kort i en ellers ganske fredelig kamp. Hvert hold fik tre gule kort, og desværre for Hornbæk fik kampens bedste spiller, Mikkel Anberg, to af slagsen, det andet kort fik han få minutter før sidste fløjt.
Melvin Mauritson kunne fuldbyrde sit hattrick i tillægstiden, da han tiltvang sig et straffespark, som han selv udnyttede til 4-2.
Træner Kasper Jensen var ikke overraskende tilfreds med indsatsen.
- En fin disciplineret indsats af alle. Mikkel Anberg og Melvin Mauritson havde hovedroller, og så viste Daniel Ruberg, at han stadig er en klassekeeper, selvom han oftest er angriber på old boys holdet.
Hornbæk slutter som nummer seks med 40 point, hele syv point efter de to oprykkere, Hørsholm og VTF. Det har man ambitioner om at gøre bedre i den nye sæson, der indledes i august.
Andetholdet i serie 4 sluttede også sæsonen med en sejr. De vandt udekampen mod Helsingør IF med 3-1 og slutter på en flot delt tredjeplads.