Menu

Et stort skridt mod oprykning

image Nicolai Stevns i fuld koncentration mod Brede. Foto: Susanne Prahl.
Peter Clausen
05. maj 2019 kl. 20:13
Med en sejr på 3-0 over nummer tre Brede er forspringet nu på ni point.
Førsteholdet kom et stort skridt nærmere en oprykning med lørdagens hjemmebanesejr på 3-0 over Brede.
Efter en jævnbyrdig første halv time slog Hornbæk til i slutningen af første halvleg.

Nicolai Stevns havde Hornbæks første store chance, da han sendte en flot flugter på sammenføjningen bag Bredes sagesløse keeper.

Otte minutter før pausen kom så den første scoring, da Malthe Prahl mellem venner og fjender sendte et hovedstød i mål efter et hjørnespark fra Casper Porsgaard.

Rutine i målet

Kort efter pausen var det Daniel Rubergs tur til at ramme sammenføjningen med et godt forsøg, og i den anden ende måtte Mads Christiansen diske op med en stor redning på en af Bredes få chancer. Den 49-årige Christiansen, der jo i sine yngre dage var topscorer på førsteholdet men nu mest optræder på old boys holdet, vikarierede igen mellem stængerne på førsteholdet og spillede en nærmest fejlfri kamp.

Med et kvarter igen blev kampen i realiteten afgjort, da Sørensen stod bag et perfekt indlæg fra højre til en fri Daniél Jensen foran mål.

Oplægger Sørensen var lidt tidligere sluppet for videre tiltale efter en batalje med en modstander, og det var ikke uheldigt.

Blot to minutter efter scoringen til 2-0 fulgte 3-0, da Malthe Prahl satte punktum med en flot flugter.

Mikkel Bertram havde masser af ros til sine spillere, der leverede en koncentreret og stærk indsats i en af sæsonens nøglekampe for Hornbæk.

Med sejren øgede Hornbæk afstanden til Brede på tredjepladsen til ni point. To hold rykker op, og seks runder resterer. Så Hornbæk skal vinde mindst tre af de sidste seks kampe for at være sikker på mindst andenpladsen. En ekstra bonus på en god lørdag for Hornbæk var, at Lundtofte på andenpladsen tabte, så Hornbæk nu er fem point foran nummer to. Og netop Lundtofte er den næste modstander, på lørdag kl. 15.00 i Lundtofte.
Luk