En sikker sejr til førsteholdet
Christian Nielsen har netop bragt Hornbæk foran 3-1 efter fint oplæg fra Mikael Juellund (13). Foto: Susanne Prahl.
Førsteholdet sikrede sig den fjerde sejr på stribe efter 5-1 over Hareskov.
Hornbæk har fået en forrygende start på sæsonen i serie 3 med fire sejre på stribe.
Lørdag eftermiddag gik det ud over Hareskov, der på egen bane blev besejret med 5-1.
I forhold til de seneste kampe er spillet også blevet bedre, og i lørdagens opgør var Hornbæk en klasse bedre end Hareskov.
Daniél Jensen åbnede scoringen efter et kvarter, og to minutter efter blev det 2-0 til Hornbæk på kampens flotteste angreb. Daniél Jensen havde næstsidste fod på bolden, inden anfører Casper Porsgaard sendte bolden i mål.
Hjemmeholdet havde deres bedste periode midt i halvlegen, mens Mikkel Petersen sad udenfor på grund af et gult kort.
Hjemmeholdet fik også reduceret til 1-2, men nærmere kom de aldrig point i denne kamp.
For kort før pausen var det Christian Nielsen, der øgede Hornbæks føring til 3-1 på et godt oplæg fra Mikael Juellund-Sørensen. To vellykkede indskiftninger af træner Mikkel Bertram, for begge spillere var netop kommet på banen.
Godt styr på kampen
I de sidste 45 minutter havde Hornbæk godt styr på kampen, men de to sidste scoringer faldt først i de sidste ti minutter.
Først var det topscorer Malthe Prahl, der øgede til 4-1, inden Daniel Ruberg satte punktum med scoring til 5-1.
Efter weekendens kampe er det kun Hornbæk og Birkerød, der fortsat har maksimum-point, men både Lundtofte og Brede er kun to point efter de to tophold, så spændingen er stor i toppen.
Hornbæk spiller endnu en udekamp på lørdag, hvor det netop gælder Brede, en af forfølgerne. Kampen spilles lørdag formiddag kl. 11.30.
Andetholdet er nummer et efter ny sejr
Andetholdet vandt torsdag aften udekampen mod FIF Hillerød med 3-1. Bundholdet FIF, der er helt uden point førte længe med 1-0, men i slutfasen fik Hornbæk endelig hul på bylden, og efter scoringer af Tobias Holm Hjørnet, Nicolai Stevns og 16-årige Mads Kok Jørgensen vandt Hornbæk med 3-1 og er nu rykket helt op på førstepladsen.
Tennissejr i Seriepokalen
I den såkaldte Seriepokalturnering vandt Hornbæk tirsdag med hele 6-0 over Birkerød. Mikael Juellund lavede hattrick i første halvleg, mens Mikkel P. (1) og Casper Porsgaard (2) scorede efter pausen.
Hornbæk spiller næste runde i turneringen allerede på onsdag, de 12. september kl. 18.30, hvor det gælder VB 1968 (serie 4), en kamp der spilles på kunstgræs ved Gladsaxe Stadion.