Menu

Den er bare 10-4.....

image Med tre scoringer satte Tino Nielsen sit stempel på Hornbæks sejr i Lundtofte. Foto: Susanne Prahl.
09. oktober 2022 kl. 13:23
Hornbæk vandt en storsejr på 10-4 i Lundtofte.
Det var top mod bund på kunstgræsset i Lundtofte, da Hornbæk gæstede rækkens absolutte bundhold lørdag eftermiddag.

Og den cocktail kom der en ren målfest ud af. Rent offensivt levede gæsterne op til forventningerne, mens det var mere skuffende og unødvendigt at lukke fire mål ind mod det trængte bundhold.
Det ser ud til, at træner Kasper Jensen og hans spillere har gang i noget spændende i denne sæson. I de første otte kampe i denne sæson er udbyttet blevet seks sejre og to uafgjorte kampe. Der er masser af spændende profiler på holdet, og truppen er blevet mere bred. På trods af lidt for mange skader i øjeblikket har træner Kasper Jensen masser af spændende spillere at vælge imellem.
De mange skadede spillere var en del af den flok på omkring 25, der havde taget turen til Lundtofte lørdag eftermiddag i det herlige efterårsvejr, og de kunne se en af dagens profiler, Lukas Svendsen, sætte sit stempel på kampen med oplæg til Hornbæks første tre scoringer. Den første scoring kom efter 10 minutter, sat ind af Tino Nielsen. Så fulgte en "stille" periode på 17 minutter, inden Hornbæk satte turboen på med fire scoringer på seks minutter. Rasmus Dines øgede til 2-0, Jonas Byskov viste med sin flotte afslutning til 3-0, at forsvaret også ville lege med, inden Elias Memborg overtog assistrollen, så Lukas Svendsen selv kunne afslutte til 4-0. Den femte scoring var et selvmål, og kunne man tildele assist på et selvmål, ville den være krediteret veloplagte Lukas Svendsen, der pressede den uheldige Lundtofte-spiller.
Hjemmeholdets Gustav Lauritzen reducerede til 1-5 efter 35 minutter, men Rasmus Dines sørgede for en halvlegsføring til Hornbæk på 6-1, da han udnyttede en af mange fine aktioner fra Elias Memborg i højre side.
Kvaliteten faldt i anden halvleg
Kvaliteten og koncentrationen faldt en del efter pausen, og det er nok en ganske logisk konsekvens, når to mandskaber er så ulige, og føringen er på hele 6-1. Indskiftede Oliver Møller satte straks sit mærke på kampen med oplæg til både 7-1 og 8-2, begge sat ind af Tino Nielsen, der således fuldbyrdede sit hattrick. Ind imellem reducerede hjemmeholdet til 2-7. Så fulgte yderligere to reduceringer, til 3-8 og 4-8, inden Hornbæk atter fik strammet op og øgede til både 4-9 og 4-10. Først var det Oliver Møller og til sidst var det anfører Casper Porsgaard, der også kom på scoringslisten. Kampen bød også på en debutant hos Hornbæk, i skikkelse af Stefan Sørensen, der kom på banen efter pausen. 
En lidt mærkelig kamp med to hold der var lidt for ulige til at kunne skabe en spillemæssig underholdende kamp i alle 90 minutter. Men der var masser af flotte Hornbæk-scoringer, der indikerer, at spillerne mener det alvorligt i denne sæson. Hornbæk fører rækken på 20 point for de første otte kampe. Eneste nuværende rival til førstepladsen er Gilleleje, der på andenpladsen har 14 point, men de har i skrivende stund spillet to kampe mindre.
Tino Nielsen, Lukas Svendsen, Rasmus Dines og Elias Memborg var de mest fremtrædende på det ubesejrede tophold, der slutter den første turneringshalvdel af på lørdag kl. 13.00 med en hjemmekamp mod Humlebæk.
Luk