Brændte chancer kostede point
Malthe Prahl scorede et fantastisk flot mål i lørdagens hjemmekamp mod Slagslunde-Ganløse. Foto; Susanne Prahl.
Hornbæk spillede uafgjort 2-2 mod Slagslunde-Ganløse
Lørdagens serie 2 kamp på Pedella Park blev spillemæssigt aldrig nogen stor kamp. Dertil var der lidt for mange fejl og mangler hos aktørerne.
Men dagens højdepunkt var hele kampen værd. Det kom 13 minutter før tid, da Malthe Prahl tog sagen i egen hånd. En god aflevering fra Felix Brun var optakten, og så fulgte en dribletur, som man sjældent ser på dette niveau. Med tætte driblinger satte Malthe Prahl adskillige modstandere af og afsluttede med at løfte bolden over en sagesløs målmand. Med den scoring fik Hornbæk udlignet til 2-2 og undgik således den helt store nedtur i form af et nederlag. Se videoklippet med scoringen på facebooksiden Hornbæk IF fodbold.
Forinden havde Hornbæk domineret første halvleg med et utal af målchancer. Den største af dem kom efter blot ni minutter, da Nicolai Stevns i helt fri position, få meter fra mål, fik sendt bolden forbi mål. En helt fantastisk afbrænder.
På trods af de mange chancer lykkedes det først at få bolden i mål otte minutter før pausen. Shawn Engvej erobrede energisk bolden på banens midte, og via Mikkel Anberg og Mikkel Petersen endte bolden foran mål, hvor Mads Jørgensen kunne score sit kun andet førsteholdsmål.
Så troede man, at Hornbæk for alvor var i gang, men stik imod chance-fordelingen fik gæsterne udlignet kort før pausen, da der var lidt for stor passivitet i Hornbæks forsvar.
Årets mål
Og bare fem minutter efter pausen gentog historien sig, da Slagslunde-Ganløse kom foran med 2-1, og igen så det alt for let ud. Hornbæk havde store vanskeligheder med at få skik på spillet, og man frygtede efterhånden lidt for hjemmeholdets skæbne i denne kamp.
Men så kom Årets Mål på Pedella Park, som beskrevet i indledningen, og havde man været skuffet over kampens kvalitet hidtil, var denne scoring hele kampen værd.
I slutfasen var der også chancer til et sejrsmål, men det kom aldrig, og Hornbæk måtte nøjes med det ene point mod et af bundholdene. Malthe Prahl fik fortjent ros for sin fantastiske scoring, men også godkendte indsatser af Felix Brun og Shawn Engvej.
Bagsværd og Hellebæk sidder solidt på de øverste pladser med henholdsvis 26 og 25 point. Hornbæk er treer med 19 point.
Turneringen genoptages, når græsset atter er grønt lørdag den 10. april.