Blodtud til Hornbæk
Søren Byskov, her i aktion for nylig mod Hareskov, måtte udgå med en brækket næse og hjernerystelse efter en halv times spil mod VTF. Arkivfoto: Susanne Prahl.
Vejby-Tisvilde vandt tirsdagens kamp i Hornbæk med 3-2
Efter tre runder har tre mandskaber i rækken høstet de maksimale ni point. Et af dem er Vejby-Tisvilde, der gæstede Hornbæk tirsdag aften i en udsat kamp efter regnvejrsaflysning forrige weekend.
Gæsternes 3-2 sejr var ikke ufortjent, men Hornbæk var tæt på point, og trods modgang undervejs, kæmpede hjemmeholdet ufortrødent til det sidste fløjt, desværre uden gevinst.
Vejby-Tisvilde Fodbold (VTF) kom foran efter blot fire minutter på et fladt tørt hug fra Mathias Andersen. Hjemmeholdet formåede dog at svare igen blot to minutter senere, da Lukas Svendsen sendte et frispark direkte i mål. Optakten var et frispark lige uden for straffesparkfeltet begået imod Mikkel Petersen.
Tre minutter senere fik Lukas Svendsen endnu en mulighed på et nyt frispark, næsten samme sted, men denne gang gik bolden over mål. Efter 26 minutter havde samme Lukas Svendsen endnu en god chance, men denne gang blev der blokeret, og riposten fik Mikkel Petersen ikke noget ud af.
Brækket næse og hjernerystelse
Efter en halv times spil fulgte en kontroversiel episode, hvor en VTF-spiller forfulgte en chance foran Hornbæks mål. Målmand Søren Byskov nåede dog bolden først og havde den liggende i sin favn, da en VTF-spiller fortsatte sin bevægelse fremad og kolliderede med den liggende målmand. Resultatet var en brækket næse til Hornbæks keeper, der stærkt blødende måtte forlade banen og køres til behandling på sygehuset, hvor man også kunne konstatere, at den uheldige keeper havde pådraget sig en mindre hjernerystelse. Helt uforståeligt kostede den forseelse ingenting for VTF-spilleren.
Mikkel Petersen overtog målmandshandskerne, og selv om Hornbæk-spilleren ydede en fin indsats i målet, måtte han kapitulere fem minutter før pausen, da Thomas Lilliedal bragte gæsterne foran med 2-1 efter forarbejde af Mikkel Tarbo Mikkelsen. I halvlegens tillægstid var Malthe Prahl tæt på en udligning med et godt skud, der blev reddet til hjørnespark af VTF-keeper Niklas Andersen.
Kort efter pausen kom VTF på 3-1. Hornbæks Mikael Juellund fik et gult kort for et frispark i venstre side. Det efterfølgende frispark fra Mathias Restofte endte ved bageste stolpe, hvor Mads Bruun Jensen fik lidt for god plads til at heade i mål.
På trods af stillingen 1-3 kæmpede Hornbæk ufortrødent videre, og med 20 minutter igen sendte Malthe Prahl bolden i mål efter et fint Hornbæk-angreb. Den efterfølgende offside kendelse så særdeles tvivlsom ud.
I de sidste ti minutter byttede Hornbæk keeper, så Mikkel Petersen kunne gøre mere gavn i slutfasens jagt på mål til hjemmeholdet. Viktor Drachmann overtog målmandstrøjen. Og i det 88. minut lykkedes det hjemmeholdet at reducere til 2-3. Kristian Dines skabte muligheden, og Mads Jørgensen sendte bolden i mål. I de sidste minutter fortsatte Hornbæk jagten på en udligning, mens gæsterne fortsat var farlige på kontraer. Det endte med sejr til topholdet på 3-2, og nu fører VTF rækken, side om side med Hørsholm og Virum. Hornbæk er midterhold med tre point for tre kampe.
Hornbæk-træner Kasper Jensen var på trods af nederlaget ganske tilfreds med indsatsen efter en skuffende en af slagsen i torsdags mod AB.
- Der var klar fremgang i forhold til i torsdags, men vi mødte også et af rækkens bedste hold. Og så var det manglende kort i episoden med Søren Byskov en gåde for os, lød det fra Kasper Jensen.
Hornbæk spiller endnu en hjemmekamp på lørdag kl. 14.00, hvor FC Rudersdal kommer på besøg. Forinden spiller serie 4 mod FIF Hillerød kl. 12.00, mens U19 får besøg af Slagslunde-Ganløse kl. 16.00.