Menu

Bagsværd var en klasse bedre

image Dagens lyspunkt, på en ellers mindre munter dag med 0-4 nederlag til Bagsværd, var debuten til 17-årige Anton Gerster. Foto: Susanne Prahl.
19. oktober 2020 kl. 19:17
Hornbæk tabte 0-4 til rækkens suveræne tophold.

Topholdet Bagsværd viste sig lørdag eftermiddag at være for stor en mundfuld for Hornbæk, der tabte sikkert med 0-4 på Bagsværd Stadion.
Hjemmeholdet satte sig solidt på kampen fra start. En ungt hold med masser af talent spillede flot fodbold i et højt tempo og satte gæsterne under pres. Et godt kæmpende Hornbæk-mandskab forsvarede sig godt, og målmand Frederik Rej-Rosenqvist samt overliggeren reddede for Hornbæk i den indledende fase.
Men omkring den halve time kom Bagsværd i front, da Mathias Nagy satte hovedet på et hårdt indlæg fra venstre. Hornbæk kunne være godt godt tilfreds med stillingen efter de første 45 minutter.
Bedre start på anden halvleg
Spillemæssigt kom Hornbæk bedre fra start i anden halvleg. Bagsværd fik i indledningen et gult kort, da Benjamin Bentsen forsøgte at "filme" sig til et straffespark, og trods mere spil til Hornbæk i forhold til første halvleg, var det småt med chancer, der kom ud af det.
Bagsværd, der jagtede den femte sejr på stribe og ikke har lukket mål ind siden 19. september,  kom på 2-0 efter en times spil, da Noah Sloth-Petersen på imponerende vis driblede sig igennem Hornbæks forsvar.
Det blev 3-0 ved Benjamin Søndberg efter 67 minutter, og Patrick Markussen sluttede af med scoringen til 4-0 13 minutter før tid.
På trods af en god fight måtte Hornbæk-mandskabet konstatere, at de tabte solidt til et bedre hold, der overmatchede Hornbæk på de fleste pladser. Det hjalp heller ikke, at Hornbæks træner Mikkel Bertram til denne kamp måtte se bort fra solide kræfter som Martin Junior, Mikkel Petersen, Malthe Prahl og Karl Emil Ellehauge. Kristian Dines og den nybagte advokat Viktor Drachmann var sammen med målmand Frederik Rej-Rosenqvist Hornbæks bedste. Dagens lyspunkt var debuten til 17-årige Anton Gerster.
Hornbæk deler tredjepladsen med Slangerup, mens Bagsværd sidder solidt på førstepladsen og Hellebæk er toer. Hornbæk slutter efteråret, og dermed første halvdel af sæsonen, af med en hjemmekamp mod Slagslunde-Ganløse. Det opgør spilles på lørdag kl. 14.00.
Luk